Gå til hovedindhold
Ritzau Udland

Rapport frikender ikke Trump for hindring af Muellers arbejde

18-04-2019 KL. 17:55
Robert Muellers fulde rapport er torsdag blevet offentliggjort. Den er 448 sider lang.
  • Del på Twitter
  • Del på LinkedIn
  • Del på email

Den særlige anklager Robert Muellers imødesete rapport om mulig russisk indblanding i det amerikanske præsidentvalg i 2016 er torsdag klokken 17 dansk tid blevet offentliggjort i Kongressen i USA.

Rapporten er 448 sider lang, og både amerikanske politikere og medier forsøger torsdag ihærdigt at danne sig et overblik over den store rapport.

Det står dog klart, at rapporten blandt andet inkluderer skriftlige svar fra USA's præsident, Donald Trump.

Præsidentens svar bliver i rapporten omtalt som værende "utilstrækkelige".

Mueller-holdet besluttede dog alligevel at undlade at tvinge Trump til at stille op til et interview gennem en stævning, fremgår det af rapporten.

En række konklusioner fra rapporten blev 24. marts offentliggjort af justitsminister William Barr. Siden har især Trumps politiske modstandere dog ventet i spænding på selv at kunne læse rapportens indhold.

Der har blandt andet været spekuleret i, om Donald Trump skulle have forsøgt at hindre Robert Muellers arbejde.

Rapporten konkluderer ikke, at der har været hindringer fra Trump-lejren.

Den konkluderer dog heller ikke det modsatte.

- Hvis vi efter den grundige undersøgelse kunne fastslå, at præsidenten tydeligvis ikke forsøgte at hindre arbejdet, så ville vi skrive det.

- Men ud fra vores oplysninger og de retlige normer, så kan vi ikke nå frem til den konklusion, lyder det i rapporten.

Trump har torsdag selv erklæret rapportens indhold for en stor sejr.

/ritzau/Reuters

Retningslinjer for debatten
  • Del på Twitter
  • Del på LinkedIn
  • Del på email

Mest læste

Avisannonce

Seneste

Forsiden lige nu

Seneste sport

Seneste 112

Seneste ind-/udland