Ritzau Indland

Region Hovedstaden vil mandag vaccinere 30.000 borgere

Mandag den 12. april skal vaccinationssystemet i Region Hovedstaden tryktestes. Vaccinationscentre og praktiserende læger i regionen vil forsøge at vaccinere over 30.000 borgere ved en såkaldt storskala-vaccination.

Det skriver regionen i en pressemeddelelse.

Vaccinationscentrene er klar til testen, lyder det fra Helene Bliddal Dørssing, konstitueret vicedirektør i Region Hovedstadens Akutberedskab.

- Vi udvikler hele tiden arbejdsgangene i vaccinationscentrene, og jeg glæder mig til, at vi igen skal afprøve det i stor skala.

- Regionen har syv vaccinationscentre, og vi deler erfaringer på tværs af centrene, både hvad angår kommunikation, afvikling af kø, tekniske udfordring, indretning af lokaliteter, siger Dørssing i pressemeddelelsen.

Det er første gang, at alle regionens vaccinationscentre er med i en storskala-vaccination.

Borgerne, som møder op ved vaccinationscentrene på dagen, vil blive tilbudt coronavaccinen fra medicinalvirksomhederne Pfizer og BioNTech.

Samtidig vil de praktiserende læger i Region Hovedstaden vaccinere 4000 borgere med vaccinen fra Moderna.

Muligheden for storskala-vaccinationen vækker glæde hos regionsrådsformand Sophie Hærstop Andersen (S).

- Det er super positivt, at over 30.000 borgere i hovedstadsregionen bliver vaccineret på én enkelt dag, for det mindsker deres risiko for at blive smittet med corona.

- Samtidig er det et rigtigt vigtigt skridt for genåbningen af samfundet, siger hun i pressemeddelelsen.

/ritzau/