Lokalt

Region Midtjylland foreslår at spare akutbil væk i Skive

Akutbilen med sygeplejerske og paramediciner på sygehuset i Skive rykker ud 2,6 gang i snit pr. døgn, og når den kommer frem, er der ikke altid brug for den.

Bilen er en af tre i Region Midtjylland, og de er de sidste tre akutbiler i Danmark. Akutbilerne i Tarm og Ringkøbing rykker i snit ud 1,5 gange pr. døgn.

Blandt andet dét er årsagen til, at Anders Kühnau (S), formand for Region Midtjyllands regionsråd, foreslår at nedlægge de tre akutbiler og opgradere ambulancer i de tre byer.

Ambulancer i de tre byer skal opgraderes, så en paramediciner (specialuddannet redder) altid er med i ambulancen, når den rykker ud. Mulighed for at bruge anæstesisygeplejerske i ambulancerne skal også afdækkes.

Regionsrådformanden lægger vægt på, der er indført sundhedsfaglig visitation, når der indløber nødopkald i forbindelse med sygdom eller ulykke.

»Ambulancepersonale har i dag sundhedsfaglige kompetencer og avanceret udstyr i langt højere grad end tidligere. Lægebiler, og herunder bedre vejforhold, og akutlægehelikopter giver adgang til hurtig hjælp og behandling fra erfarne speciallæger. Samtidig har akutlægehelikopteren markant forkortet tiden til højt specialiseret hospitalsbehandling i de områder, der har længst til hospital. Og de lægebemandede enheder har stadig mere udstyr og medicin med ud. For patienter med hjertestop er frivillige førstehjælperordninger etableret eller på vej i hele regionen,« lyder det fra regionsrådsformanden.

Nedlæggelse af de tre akutbiler kan spare Region Midtjylland for knap 10 millioner kroner årligt. Det er ikke første gang, akutbilerne i Skive, Tarm og Ringkøbing foreslås nedlagt.

Claus Kjeldsen (S), Skive, er Anders Kühnaus partifælle i regionsrådet.

-- Som vores akutberedskab er, kan jeg godt acceptere, at akutbilerne erstattes af en opkvalificering af de mennesker, der rykker ud med ambulancer. Det er nemmere for mig at acceptere, end for eksempel at spare på vores behandling af kræftsyge. Med det akutberedskab, vi har og får, vil jeg som borger med bopæl i Skive ikke være utryg ved, at akutbilen i Skive erstattes af bedre uddannet personale i ambulancer, siger Claus Kjeldsen.

Når akutbilen i Skive rykker ud til sygdom eller en ulykke, rykker samtidig en ambulance og akutlægebilen i Viborg og måske lægehelikopteren ud. Akutbilen er bemandet med en anæstesisygeplejerske og en ambulanceredder eller paramediciner.

De tre sidste akutbiler i Danmark rykker ikke ofte ud, og de er nogle gange overflødige, når de når frem til et ulykkessted. Arkivfoto
- Der er sket rigtig meget over de seneste mange år, når det gælder akutberedskabet, og vi har fået lov at beholde akutlægehelikopteren i Skive, siger Claus Kjeldsen (S), der ikke er afvisende over for at spare akutbiler væk. Arkivfoto