112

Region Midtjylland skal behandle ny rapport: Akutbil i Skive foreslås nedlagt

Måske har akutlægebilen i Skive snart kørt sin sidste tur.

I hvert fald foreslår en analytisk rapport, som Region Midtjylland har fået lavet, at nedlægge akutbilerne i Skive, Ringkøbing og Tarm.

Akutbilernes fremtid blev senest drøftet tidligere på efteråret i forbindelse med forslag til besparelser i budgetterne i regionen for de kommende år.

Dengang blev der ikke truffet afgørelser om akutbilernes skæbne, da politikerne ville afvente rapporten.

- Det gav ikke nogen mening at træffe en beslutning på det tidspunkt, før vi kendte indholdet i den rapport, der netop er kommet. Derfor blev det besluttet, at fremtiden for akutbilerne først skulle behandles i kølvandet på rapporten, siger Olav Nørgaard (V), Hald, der er medlem af regionsrådet.

Rapporten anbefaler i stedet for en akutbil i Skive, at en ambulance bliver opgraderet med en paramediciner. Den anbefaling gælder også for Ringkøbing og Tarm.

- Nu begynder der et politisk spil, og derfor vil jeg ikke sige så meget om, hvad der er bedst for Skive lige nu, siger Olav Nørgaard.

Hvis de tre akutbiler bliver nedlagt, forventes det at medføre en årlig besparelse på 8,7 millioner kroner.

Regionsrådet skal politisk behandle akutbilerne på temadagen den 22. oktober, og det er de forhandlinger, der skal danne grundlag for en endelig beslutning.

Akutbilen i Skive kan snart være fortid. I hvert fald anbefaler en rapport, der er lavet for Region Midtjylland, at akutbilen i Skive nedlægges. Foto: Lindy Jørgensen