Lokalt

Regionen har besluttet sig: Skive Sundhedshus mister job og sengepladser

Sygehuset i Skive mister næste år 2,3 ud af 30 sengepladser på sygehusets eneste egentlige sengeafdeling, neurorehabiliteringen.

Det ligger fast efter et møde i Region Midtjyllands forretningsudvalg tirsdag.

Under mødet bestemte et flertal, at regionens plan for omorganisering og besparelse inden for neurologien skal gennemføres. Derfor kommer regionsrådet også til at anbefale det.

Neurologi omfatter blandt andet behandling og rehabilitering af mennesker med sygdomme/skader i hjerne og rygmarv. Det kan for eksempel være blodpropper eller blødninger i hjernen eller skader efter ulykker.

- Dansk Folkeparti, Kristendemokraterne og Venstre støtter den indstilling, vi fik fra Hospitalsudvalget. Den ville betyde, at alle 30 pladser i Skive ville blive bevaret, og de 10 neurologiske senge i Horsens og Randers bliver der i stedet for at blive flyttet til Aarhus, oplyser Steen Thomsen (DF), medlem af forretningsudvalget under regionsrådet.

Han beklager den centralisering af behandling af neurologiske sygdomme får med beslutningen.

Claus Kjeldsen (S), Skive, er medlem af regionsrådet. Han forsvarer den plan, som regionsrådets flertal kommer til at godkende.

- Jeg er selvfølgelig ked af, planen kommer til at koste senge i Skive, men vi får den bedste løsning for de mennesker, som har brug for neurologisk behandling og genoptræning. Både samarbejdsudvalg og hospitalsledelser anbefaler planen. Vi får med den samlede plan inklusive en bedre visitation en bedre sammenhæng i behandlingen, som betyder, vi kan undvære de to sengepladser i Skive, siger Claus Kjeldsen.

Et alternativ til at undgå nedlæggelse af sengene i Skive vil være at nedlægge dem på neurorehabiliterings-afdelingen i Lemvig.

- Men her har de kun 13 senge. Derfor vil det gå ud over det faglige miljø i Lemvig, hvis vi nedlægger dér, siger Claus Kjeldsen.

Han erkender, at beslutningen næppe vil møde stor forståelse for medarbejdere på sygehuset i Skive, som kommer til at miste job. Syv er blevet nævnt.

- En anden faktor, vi er nødt til at se på, er, at to tredjedele af denne type af neurologiske sengepladser står i den vestlige del af regionen, mens to tredjedele af befolkningen bor i den østlige del af regionen, siger Claus Kjeldsen.

Foto : Steen Don