Gå til hovedindhold
Lokalt

Regionspolitikere ønsker ikke at svare på Skives bekymringer

28-10-2019 KL. 06:10
Empty

Arkivfoto: Steen Don

  • Del på Twitter
  • Del på LinkedIn
  • Del på email

Indtil videre ønsker regionsrådets formand i Midtjylland, Anders Kühnau (S), ikke at kommentere på den kritik og bekymring, som Skive Kommunes borgmester luftede i Skive Folkeblad fredag.

Region Midtjyllands embedsmænd arbejder lige nu på at finde ud af, hvordan en politisk vedtaget besparelse på 3,2 millioner kroner på de hospitalsafdelinger i Hospitalsenhed Midt, som tilbyder genoptræning under indlæggelse, skal udmøntes.

Ifølge informationer, som er tilgået Skives borgmester Peder Chr. Kirkegaard (V), peger hospitalsledelsen på, at hele besparelsen skal findes på neurologisk afdeling i Skive, selv om der reelt er lignende afdelinger også i Hammel og Lemvig.

Det fik borgmesteren til at gå offentligt ud med en kritik af disse spareplaner i Skive Folkeblad fredag, hvor han blev bakket op af kommunens social- og sundhedsudvalgsformand Niels Ole D. Nielsen (S).

Peder Chr. Kirkegaard har netop afsendt et brev til regionsrådsformand Anders Kühnau om spareforslaget, der angiveligt skal behandles i regionsrådet sidst i november.

Skive Folkeblad ville gerne have spurgt Anders Kühnau, om han mener, at Skives bekymring er reel, eller om der males fanden på væggen.

Anders Kühnau ønsker imidlertid ikke at kommentere på spareplanerne endnu.

»Det er en sag, der er under behandling administrativt, og vi har endnu ikke fået den til politisk behandling,« lyder det fra Anders Kühnau i en skriftlig meddelelse til Skive Folkeblad.

Heller ikke formand for hospitalsudvalget, Henrik Gotlieb Hansen (S), kan sige noget om planerne, før de har været på næste udvalgsmødes dagsorden.

- Det, der arbejdes på nu, er administrativ sagsbehandling. Vi har den på i november. Vi har ikke set nogle bilag endnu, siger Henrik Gotlieb Hansen.

Skive Kommunes borgmester og social- og sundhedsudvalgsformand vil sammen forsøge at få et møde med Anders Kühnau, inden spareplanerne om en eventuel nedlæggelse neurorehabiliteringen skal behandles i regionsrådet.

- Det vil vi jo stå sammen om at kæmpe for: At det ikke sker, siger den socialdemokratiske Niels Ole D. Nielsen, der pointerer, at det er meget vigtigt for Skive at holde fast i de velfungerende tilbud i sundhedshuset.

Retningslinjer for debatten
  • Del på Twitter
  • Del på LinkedIn
  • Del på email

Mest læste

Avisannonce

Seneste Lokalt

Forsiden lige nu

Seneste sport

Seneste 112

Seneste ind-/udland