Kultur

»Rigoletto« på den store klinge

Når Den Jyske Opera kaster sig over en af verdens største klassiske værker, Guiseppe Verdis udødelige »Rigoletto« sammen med et særdeles velspillende orkester som Aalborg Symfoniorkester, kan det kun blive godt - ja endda fremragende.

350 tilskuere, der torsdag aften var på plads i Kulturcenter Limfjord i Skive, blev vidner til en forestilling, der både i sang og scenografi nåede op på den store klinge. Værterne, Skive og Omegns Teaterkreds kunne igen »sætte flueben« ud for »succes« i samarbejdet med teaterkredsene i Thisted, Nykøbing Mors, Struer og Lemvig - akkurat som sidste år, hvor samarbejdets første store operasatsning »Eugen Onegin« også gik rent hjem.

Tilfreds formand

Ove Jensen, formanden for Skive og Omegns Teaterkreds, var også meget tilfreds og var ikke i tvivl om, at de fem teaterkredse også satser på en opera i 2021.

Bastenoren Jaco Venter som hofnaren Rigoletto til venstre i billedet leverede en forrygende præstation i operaen "Rigoletto" for øjnene af 350 gæster torsdag aften i Kulturcenter Limfjord i Skive. Foto: Anders Bach