Gå til hovedindhold
Avisen Mener

Rødt mod blåt - primitivt og ikke godt

14-04-2019 KL. 09:10
  • Del på Twitter
  • Del på LinkedIn
  • Del på email

Er dansk politik så simpelt og enkelt, at valgkamp og meningsmålinger kan koges ned til en kamp mellem to brølende blokke - de røde mod de blå?

Nej, så primitivt er det heldigvis ikke, selv om der er nogle politikere og medier, der synes at trives ved at forsimple det hele til et valg mellem rødt og blåt. Men det jo langt fra virkeligheden.

Netmediet Zetland har da også besluttet, at man i valgkampen slet ikke vil operere med opdelingen mellem blå og røde, og på denne plads er der tidligere advaret mod en tendens til at gøre dansk politik op i netop rød mod blå. Heldigvis er den politiske virkelighed langt mere nuanceret.

Faktisk er der ved det kommende valg mange gode grunde til at have øje for alle de politiske nuancer i stedet for at stirre sig blind på en rød eller blå farve. Det skal også huskes, at der er masser af samarbejde på kryds og tværs i det danske folketing, og sådan skal det også være. Indholdet skal i fokus.

Det er interessant, hvad de enkelte partier byder ind med i valgkampen, og adskillige meldinger bekræfter allerede, at vælgerne ikke står over for en rød blok mod en blå blok. Det er meget mere nuanceret. Alternativet peger på Uffe Elbæk som statsminister, Radikale Venstre vil kun gøre Mette Frederiksen til statsminister, hvis partiet får indflydelse på en S-regerings kurs - herunder på udlændingeområdet. Og det vil Socialdemokratiet ikke - og så siger Morten Østergaard (R), at Mette Frederiksen i givet fald må søge støtte fra DF fra den såkaldte blå blok. Og Enhedslisten vil vælte en S-regering, hvis den lader de radikale få afgørende indflydelse på den økonomiske politik. DF har længe flirtet med S, men forholdet er kølnet.

Blandt Løkkes forventede støtter er der samtidig stadig langt mellem DF og Liberal Alliance, og nye bombastiske krav vil komme fra Nye Borgerlige, hvis de skal hjælpe Løkke med at blive i Statsministeriet. Det hele er broget - men også spændende. Og langt mere end rødt mod blåt.

Selv om Venstre og Socialdemokratiet stilles op som store modsætninger med hver deres statsministerkandidat, skal det også huskes, at de to partier er enige på masser af områder og har indgået stribevis af forlig om afgørende politiske emner. Storbritannien kunne lære meget af de danske politikeres evne til at indgå forlig efter at have udvist evne til at indgå et kompromis.

- Der er ikke noget så smukt i politik som et godt kompromis, sagde de radikales Niels Helveg Petersen, og det havde han ret i. Og når et midterparti som de radikale har mod til at gå nye veje, sker der også nybrud. Det var godt for dansk økonomi, at de radikale i 1980’erne var i tæt samarbejde med Schlüters regeringer, og det var godt, at de radikale havde mod til at gennemføre reformer af efterløn og dagpenge under Løkkes første regering - forslag som S-SF senere tilsluttede sig. Men også godt, at de radikale efter Schlüters fald fik et godt reform-samarbejde med skiftende Nyrup-S-regeringer.

Nuancer skal der til. Røde mod blå er for primitivt.

O.D.

Retningslinjer for debatten
  • Del på Twitter
  • Del på LinkedIn
  • Del på email

Mest læste

Avisannonce

Seneste Avisen Mener

Forsiden lige nu

Seneste sport

Seneste 112

Seneste ind-/udland