Ritzau Udland

Rusland vil fængsle forgiftet oppositionsleder hurtigst muligt

De russiske fængselsmyndigheder oplyser, at de vil forsøge at anholde den russiske oppositionsleder Aleksej Navalnyj så hurtigt som muligt.

Det skriver det russiske nyhedsbureau RIA ifølge nyhedsbureauet Reuters.

Navalnyj har oplyst, at han agter at vende hjem til Rusland søndag i denne uge, efter at han sidste år blev forsøgt myrdet i sit hjemland med den dødelige nervegift Novitjok.

Oppositionslederens advokat har tidligere torsdag oplyst, at Navalnyj risikerer at skulle op til 3,5 år i fængsel for angiveligt at have overtrådt betingelserne i forbindelse med en betinget dom.

Navalnyjs navn er på grund af anklagerne fra fængselsmyndigheden kommet på en national liste over eftersøgte, oplyser advokaten til Reuters.

Fængselsmyndigheden i Moskva oplyser ifølge nyhedsbureauet AFP, at den er "forpligtet til at gøre alt, hvad der er muligt, for at anholde Navalnyj".

Tidligere på ugen viste retsdokumenter, at myndighederne i Rusland har bedt en domstol om at kræve ham anholdt i sagen, som Navalnyj kalder politisk motiveret.

Meget tyder på, at en russisk efterretningstjeneste stod bag forgiftningen af Navalnyj. Ruslands regering har afvist alle beskyldninger.

Han blev sidste år i al hast fløjet til Berlin i Tyskland for at blive behandlet. Det skete, efter at han få dage forinden var kollapset om bord på et fly i det østlige Rusland.

Navalnyj skrev onsdag på Instagram, at han næsten er kommet sig helt efter behandlingen i Berlin, og at det nu er tid at vende tilbage til Rusland.

- Det var aldrig et spørgsmål, om jeg skulle vende tilbage eller ej. Ganske enkelt fordi jeg aldrig tog afsted. Jeg endte i Tyskland efter at være ankommet i en intensiv beskyttelsesboks af én grund: De forsøgte at dræbe mig, skrev han.

Han rettede samtidig en anklagende finger mod præsident Vladimir Putin.

- Hans (Putins, red.) tjenere agerer som vanligt ved at fabrikere nye sager om forbrydelser mod mig. Men jeg er ikke interesseret i, hvad de vil gøre ved mig. Rusland er mit land, Moskva min by, og jeg savner dem, skriver Navalnyj.

/ritzau/