Gå til hovedindhold
Lokalt

Sad bag rattet, da tragedien ramte: Sandra mistede både søn og bror på et splitsekund

11-07-2020 KL. 10:15
Empty

25-årige Sandra Pedersen fra Skive var i 2016 involveret i en forfærdelig ulykke ved Ulbjerg. Hun kørte den bil, der kørte frontalt ind i en lastbil, og ved ulykken døde hendes lille søn på næsten to måneder og hendes storebror.
Foto: Steen Don

  • Del på Twitter
  • Del på LinkedIn
  • Del på email

Langsomt gik hun på krykker ud af Egeris Kirke.

Da hun var kommet ud, satte Sandra Pedersen sig i sin kørestol, og den lille kiste blev placeret på hendes ben.

Hun blev skubbet ned til gravstedet.

I realiteten var Sandra Pedersen stadig indlagt, men lille Tristian, der ikke nåede at blive to måneder, skulle begraves.

- Det var en forfærdelig dag, og jeg brød fuldstændig sammen. Det var så hårdt at skulle sænke en så lille kiste med mit barn ned i jorden, fortæller 25-årige Sandra Pedersen.

Et par måneder inden begravelsen. Den 2. juni 2016 var det sådan en behagelig sommerdag med let solskin fra oven og omkring de 20 grader.

Den dengang 21-årige Sandra Pedersen var i sin storebrors Toyota Aygo på vej hjem til Skive, efter hun havde været til sin oldemors bisættelse ved Brovst i Nordjylland.

Det var hende, der sad bag rattet, og med i bilen var hendes lille dreng Tristian og hendes 31-årige storebror Steffen.

Men på et splitsekund blev roen forandret til det værst tænkelige mareridt. Og Sandra Pedersens liv blev forandret for altid.

Nogle få hundrede meter før rundkørslen ved Ulbjerg kom bilen med de tre familiemedlemmer af uklare årsager over i den modsatte vejbane, hvor den kørte frontalt sammen med en lastbil.

Lastbilen ramte den lille Aygo i højre side, og det var i den side, at Steffen sad på passagersædet, og Tristian sad i sin barnestol på bagsædet.

Begge døde på stedet, og Sandra Pedersen svævede selv mellem liv og død.

- Jeg husker ikke selv noget fra ulykken, så jeg ved ikke, hvad der skete, men jeg har fået fortalt, at jeg hang i en meget tynd tråd. Jeg var ikke ved bevidsthed, da redningsfolkene kom, og mine pupiller i øjnene var ikke lige store, hvilket ofte betyder skader i hjernen. Derfor blev jeg fløjet til Aarhus Universitetshospital, siger Sandra Pedersen.

På hospitalet i Aarhus blev hun lagt i kunstig koma, og efter 10 dage blev hun indlagt på Regionshospitalet Hammel.

Den 26. august - næsten tre måneder efter ulykken, blev hun udskrevet fra Regionshospitalet Skive.

Som følge af ulykken fik Sandra Pedersen et hukommelsestab på 19 dage, og derudover pådrog hun sig en hjerneblødning, en fuldstændig smadret højre hofte, et bækken, der var gledet fra hinanden, og en brækket hånd.

- Det sidste, jeg kan huske, er, at vi gik ud til bilen, inden vi kørte fra Brovst, og så er det næste, jeg kan huske, at jeg prøvede at komme op at stå, da jeg var indlagt i Aarhus, fordi jeg skulle på toilet. Og da jeg var kommet op og stå, forsøgte jeg at gå, men så faldt jeg sammen, siger Sandra Pedersen.

Hun har også fået skader på øjnene, der gør, at hun ikke længere må køre bil.

- Da jeg var i Hammel, klagede jeg over, at jeg ikke kunne se halvdelen af folks ansigter. Derfor blev jeg scannet, men heldigvis kom synet langsomt tilbage. Alligevel mener lægerne, at jeg har nogle sorte pletter i øjnene, der gør, at jeg ikke må sidde bag rattet længere, siger Sandra Pedersen.

På et tidspunkt, mens Sandra Pedersen var indlagt, fik hun at vide, hvad der var sket. At hun havde mistet sit barn og sin bror.

Og kroppen reagerede på beskeden ved at lukke helt og aldeles ned.

- Jeg var simpelthen ikke i stand til at kunne modtage den besked, så kroppen reagerede for mig. Jeg sov i flere dage, og min krop gik i dvale, efter jeg fik at vide, hvad der var sket. Jeg var så træt, og det kan jeg stadig være i dag. Det er som om, at mine batterier ikke kan blive ladet helt op efter det, der er sket, siger hun.

Efter tre måneder i en anden verden ramte virkeligheden for alvor Sandra Pedersen, da hun efter udskrivelsen kom hjem til huset i Rødding.

Og det var en ny virkelighed, som hun slet ikke kunne finde sig selv til rette i.

- Jeg sagde ret hurtigt til min daværende kæreste, som også er far til Tristian, at jeg gerne ville flytte, for der var simpelthen for meget, der påvirkede mig. For mange minder, forklarer Sandra Pedersen.

Men inden hun og kæresten flyttede til Balling, gik Sandra Pedersen længe rundt i en tilstand af fornægtelse.

Hun kunne eller ville ikke acceptere, at hendes søn og bror var gået bort.

- Jeg bildte mig selv ind, at min storebror, som har kørt lastbil, kørte rundt med min søn et sted nede i Sydeuropa. Jeg kunne slet ikke forholde mig til, hvad der var sket, siger hun.

Men efter et par måneder tog hun sig endelig sammen til at pakke Tristians værelse ned.

Det beskriver hun som noget af det hårdeste.

- Det var forbundet med så stor en sorg, at jeg på det tidspunkt sagde til mig selv, at jeg aldrig igen ville sætte mig selv i sådan en situation, hvor jeg kunne risikere at opleve et lignende tab. Og derfor skulle jeg heller ikke have børn igen, for jeg ville ikke kunne holde til at miste et barn igen. Så da jeg pakkede værelset ned, vidste jeg, at de ting aldrig ville blive pakket ud igen, lyder det fra Sandra Pedersen.

Men så læste Sandra Pedersen et opslag på Facebook. Det var fra en mor, der selv havde mistet et barn, og opslaget handlede om frygten for at miste igen. Men at den mors frygt også forsvandt igen, da hun sad med sit nye barn i hænderne.

- Da besluttede jeg mig for at prøve at blive mor igen. Og heldigvis var Tristians far med på det, siger Sandra Pedersen.

På det tidspunkt gik Sandra Pedersen til psykolog, men da hun fortalte, at hun ville prøve at få et barn, forklarede psykologen, at der ikke var mere, han kunne gøre.

Den 28. juni 2018 kom Villas til verden. Og da Sandra Pedersen lå med ham i armene, trådte hendes modergen til. Hun var ikke længere bange for at miste.

- Frygten forsvandt fuldstændig, og fra da af har Villas været mit et og alt, og han står højere på min liste end alle andre, siger Sandra Pedersen.

Men selv om Sandra Pedersen havde fået en ny søn, kan hun ikke fjerne alt det, der er sket.

Og ulykken ligger stadig hele tiden og lurer i baghovedet på hende.

Men hun er kommet dertil, at hun kun snakker om den, hvis folk bringer det op, eller hvis kalenderen siger bestemte datoer.

Det kan være Tristians fødselsdag eller dagen for ulykken.

- Jeg kan også nogle gange have behov for lige at være mig selv og tænke det hele igennem. Men jeg har fra starten været meget åben omkring det, og jeg har lænet mig op ad venner og familie, og det har hjulpet mig meget, fortæller hun.

Livet skal gå videre, også for Sandra Pedersen, der forsøger at bygge sig stærk i hverdagen.

Hun har blandt andet gennemgået halvandet års genoptræning af både hjerne og krop på CKU i Skive, og det har blandt andet gjort, at hun har fået noget af sin hukommelse tilbage.

I den proces har hun fået at vide, at hun måske en dag også vil kunne huske, hvad der skete ved ulykken.

- Jeg er forberedt på, at det kan komme lige pludselig. Og så må jeg forholde mig til det, hvis det sker. Men nu ved jeg, at det pludselig kan komme, siger hun.

I øjeblikket er hun i et praktikforløb hos Rema 1000 på Holstebrovej, og hun er så glad for sin praktikplads, at hun gerne møder ind lidt før, hun skal påbegynde arbejdet.

Hendes håb er, at hun med tiden vil kunne passe et job med 30 timer om ugen.

- Selv om jeg stadig har en hjerneskade, vil jeg forsørge mig selv. Jeg kan, jeg vil, og jeg skal nok selv. Rema 1000 er det bedste sted, jeg kan være lige nu. Og jeg er så glad for alle de søde kollegaer, jeg har, siger hun.

I dag bor Sandra Pedersen alene med sin søn, og hun virker til at stå et godt sted med job og egen lejlighed.

Hun har også truffet en beslutning om, at hun ikke vil tynges mere end nødvendigt af det, der er sket.

Det er for hende en nødvendig for at klare sig videre i livet.

- Jeg kigger fremad nu, for man ved aldrig, hvornår det er slut. Og jeg føler ikke nogen skyld for det, der er sket, for jeg kan ikke huske noget, så jeg ved ikke, hvad der er sket, og så vil jeg ikke bruge tid på at bebrejde mig selv. Selvfølgelig er jeg ked af det - også over for lastbilchaufføren, men det var jo ikke med vilje eller planlagt, siger Sandra Pedersen.

Retningslinjer for debatten
  • Del på Twitter
  • Del på LinkedIn
  • Del på email

Mest læste

Avisannonce

Seneste Lokalt

Forsiden lige nu

Seneste sport

Seneste 112

Seneste ind-/udland