Gå til hovedindhold
Lokalt

Sæby har fundet løsningen på corona-jul: Lille kirke byttet ud med kæmpe maskinhal

27-09-2020 KL. 16:17
Empty

Anita Andersen (i midten) fik ideen om at holde julegudstjeneste i Jens Erik Kaptains maskinhal, og den var både han og provst Susan Aaen med på med det samme. Foto: Steen Don

  • Del på Twitter
  • Del på LinkedIn
  • Del på email

Når alle corona-restriktioner er overholdt kan der ikke engang være 10 mennesker til gudstjeneste i den lille Sæby Kirke i Nordsalling. Selvom der kun er 122 sognebørn i Sæby, så er det alligevel lige i underkanten, når der skal være julegudstjeneste. Derfor gik et af sognebørnene og medlem af menighedsrådet, Anita Andersen, rundt og spekulerede på, hvordan hun og de andre kunne komme til julegudstjeneste i Sæby, som de plejer.

Midt i en kop kaffe slog ideen ned.

- Kunne vi måske være i Jens Eriks maskinhal? Den ligger ikke ret langt fra kirken, og den er ikke ret gammel, og så er den kæmpe stor. Så jeg ringede til Jens Erik og spurgte, om det var noget, jeg måtte gå videre med, og det kunne jeg bare gøre, siger hun.

Her bliver der ingen problemer med at kunne være.

- Jeg vil tro, at hvis vi sad 80 mennesker derinde, ville det bare være det ene hjørne, vi var i.

»Jens Erik« er den lokale pelsdyr- og planteavler Jens Erik Kaptain. Godt nok havde han ikke lige set sit maskinhus som en kirkemulighed, men når forslaget nu kom, så tænkte han: Hvorfor ikke?

- For 14 dage siden havde de jo gudstjeneste i motorcykelklubben, så jeg kan ikke se noget mærkeligt i at have det i min maskinhal. Og den 18. december er vi færdige med at pelse og gøre rent, så der vil være fint plads til det. Susan (Aaen, red.) er dygtig, og når hun går op i noget, så vil vi gerne hjælpe hende med det. Jeg har lovet at skaffe et juletræ, så det skal nok gå, siger han.

Og biskop i Viborg Stift, Henrik Stubkjær, er enig med ham.

- Vor Herre blev født i en stald, og så kan man vel også fejre hans fødselsdag i et maskinhus. Jeg er sikker på, at man sådan et sted vil få en helt speciel oplevelse, for de vil jo virkelig lægge sig i selen for at få pyntet op og gjort det til et gudstjenesterum, sagde han forleden i et interview til Jyllands-Posten.

Sådan ser den provst Susan Aaen også på det.

- Gudstjeneste er ikke bundet til et bestemt sted. Den er bundet til det sted, hvor folk er samlet for at høre det glade budskab. Ellers havde Vor Herre været på den dengang, for der var ingen kirker, og han holdt masser af gudstjenester, siger hun.

Jens Erik Kaptain er spændt på, hvordan hans maskinhus tager sig ud den 24. december. Selvom han ikke bor mange meter fra Sæby Kirke, så er han nok ikke den mest ivrige kirkegænger, men i år kan man være sikker på at se ham til julegudstjenesten.

- Vi har jo hjemmegudstjeneste. Så det skal jeg da selvfølgelig. Vi kommer hele familien i år, siger han.

Retningslinjer for debatten
  • Del på Twitter
  • Del på LinkedIn
  • Del på email

Mest læste

Avisannonce

Seneste Lokalt

Forsiden lige nu

Seneste sport

Seneste 112

Seneste ind-/udland