Gå til hovedindhold
Sport

Samarbejdet og Zinglersen på plads: »Motivationen og glæden er stor«

15-03-2019 KL. 15:25
Empty

Ryan Zinglersen er på plads som cheftræner i det nye håndboldsamarbejde. Arkivfoto: Bo Amstrup/Scanpix 2016)

  • Del på Twitter
  • Del på LinkedIn
  • Del på email

Samarbejdet mellem Stoholm IF Håndbold og Viborg HK Forening omkring klubbernes bedste herrehold er en realitet. Det bekræfter parterne i en pressemeddelelse. I den kommende sæson vil det fælles mandskab optræde under navnet Stoholm-Viborg Håndbold, og samarbejdet vil primært have base i Stoholm.

Som Skive Folkeblad kunne berette for mere end en uge siden, bliver det Ryan Zinglersen, der sætter sig ved trænerroret i den nye håndboldkonstellation med nuværende Stoholm IF-cheftræner Allan Kjær som assistent.

- Jeg blev kontaktet allerede før jul, hvor jeg blev en slags konsulent i arbejdet for at få enderne mellem klubberne til at nå sammen. I mellemtiden kom de så og spurgte, om jeg ville være træner. Det ville jeg lige tænke over, sagde jeg, for jeg har også mit gode arbejde hos coloQuick i Skive, fortæller Ryan Zinglersen til avisen.

Han endte dog med at ville sige ja på de betingelser, at civilkarrieren stadig kan have førsteprioritet, og at Allan Kjær skulle være en del af trænerkonstellationen. De krav er blevet opfyldt, og derfor ser Zinglersen nu frem til at tage hul på et nyt håndboldkapitel.

- Jeg synes, det passer rigtig fint sammen med mit civile arbejde. Jeg kan mærke, at min motivation og glæden ved at gå ind i det her er meget stor. Det er 25 år siden, at jeg har prøvet at skulle være træner om natten. Det er selvfølgelig sagt i spøg, men jeg har i mange år været privilegeret af at kunne træne i de almindelige arbejdstimer. Her er jeg tilbage i foreningskulturen, og det ser jeg frem til, siger Zinglersen med henvisning til, at træningerne kommer til at ligge i de mørke aftentimer.

Med kræfterne slået sammen vil det for nogen være nærliggende at tro, at det sker i forsøget på at få skabt en ligatilværelse for Stoholm-Viborg Håndbold. Men det er ikke tilgangen, understreger Ryan Zinglersen.

- Tiden er jo sådan, at man fusionerer sig ud af mange problemer og for at styrke begge parter. Vi har ingen intentioner om at skulle rykke op. Det handler om, at vi får stablet et fundament på benene. Derfor giver det rigtig god mening at få samarbejdet op at stå, og jeg synes, det er et rigtig interessant håndboldprojekt set med lokale briller, siger han.

Retningslinjer for debatten
  • Del på Twitter
  • Del på LinkedIn
  • Del på email

Mest læste

Avisannonce

Seneste Sport

Forsiden lige nu

Seneste sport

Seneste 112

Seneste ind-/udland