Gå til hovedindhold
Erhverv

Selv om salget er steget kraftigt: Hancock må hælde mange tusinde liter fadøl ud

12-06-2020 KL. 11:41
Empty

Arkivfoto.

  • Del på Twitter
  • Del på LinkedIn
  • Del på email

Hancock Bryggerierne i Skive skal hælde 45.000-50.000 liter fadøl ud, fordi det er blevet for gammelt.

Det svarer til indholdet i to af bryggeriets siloer.

Men ellers er bryggeriet ved at nå normal produktion, efter corona-restriktioner fik salget af øl og sodavand til at dykke. Lukning af restauranter, værtshuse og lignende stoppede salget af fadøl. Bryggeriet måtte sende omkring 25 medarbejdere hjem, så der kun var knap 10 på arbejde, da det stod værst til.

Hancock har fået godt 1,7 millioner kroner i lønkompensation, så virksomheden kunne undgå at fyre medarbejdere. En del af pengene skal Hancock betale tilbage til staten, da man kunne begynde at tage medarbejdere tilbage, da regeringen tillod restauranter, værtshuse og lignende at åbne.

- De seneste 14 dage er vores salg steget ret kraftigt. Det går rigtig godt nu. Det betyder nok også noget, at grænsen er lukket. Det betyder nok, at en del er begyndt at handle lokalt, hvor de før ville køre til Tyskland for at købe for eksempel øl og sodavand. Jeg håber så også, at folk vil blive ved med at handle lokalt, og at de kan smage forskellen på den øl og de sodavand, de kan købe fra lokale bryggerier, i forhold til de øl og sodavand, de kan købe fra paller i et indkøbscenter syd for grænsen, siger Peter Strange Nielsen, direktør for Hancock Bryggerierne.

Da statsminister Mette Frederiksen lukkede Danmark den 11. marts, havde Hancock lige tappet påskebryg på flasker. Det lykkedes af få hele produktionen af påskeøl solgt på grund af blandt andet samarbejde med lokale butikker.

Peter Strange Nielsen er glad for, at også Hancock Bryggerierne har fået penge, så bryggeriet kunne betale hjemsendte medarbejdere løn i stedet for at fyre dem. Han er også glad for, at han kunne kalde medarbejdere tilbage på arbejde, inden perioden med løntilskud til bryggeriet udløb.

Retningslinjer for debatten
  • Del på Twitter
  • Del på LinkedIn
  • Del på email

Mest læste

Avisannonce

Seneste Erhverv

Forsiden lige nu

Seneste sport

Seneste 112

Seneste ind-/udland