Gå til hovedindhold
112

Sendte nødråb på toiletpapir til naboer: Mishandlet kvinde bad om madrester

19-03-2019 KL. 09:59
  • Del på Twitter
  • Del på LinkedIn
  • Del på email

Mystikken breder sig omkring den opsigtsvækkende sag fra Lundøvej i udkanten af Højslev Kirkeby, hvor en 23-årig kvinde ifølge politiet er blevet holdt indespærret og mishandlet gennem minimum 17 dage.

Naboer til huset fortæller, at den 23-årige kvinde onsdag i sidste uge fik listet to beskeder ind gennem soveværelsesvinduet til en af naboerne.

Den ene besked, der var skrevet på køkkenrulle eller toiletpapir, giver klart udtryk for, at kvinden ikke har haft det godt.

»Det er fordi, jeg slet ingenting får at spise overhovedet, det er derfor, jeg spurgte, om I har rester hver dag fra alle jeres måltider. Please. Jeg beder, vil I ikke nok.«

I den anden besked havde kvinden også spurgt om madrester. De eventuelle madrester ville kvinden gerne have stillet op til et hvidt skur i baghaven.

Naboerne på den anden side af vejen havde aldrig regnet med, at det var så alvorligt, selv om sedlerne virkede meget underlige.

- Efter de to sedler snakkede vi sammen i nabolaget, og vi har holdt øje med huset. Vi undrede os godt nok over de beskeder, og at der altid var rullet for vinduerne, men vi ville afvente, om der skete mere, inden vi ville gøre noget, siger parret.

Men nogen kom før dem. For søndag holdt der pludselig flere politibiler foran huset.

- Vi tænkte med det samme, at det nok havde noget med den kvinde at gøre, men vi anede ingenting om, hvad det kunne være. Det kom alligevel noget overraskende for os, og det er ikke rart eller trygt at have det så tæt på, lyder det fra nabo-parret

Huset har stået tomt de senere år, men naboparret så, da fire mennesker umiddelbart inden den 1. marts flyttede ind i huset over for.

Og et par gange har de set en meget tynd pige gå rundt på grunden med en hund, der også så ud til at have det dårligt.

- Pigen havde meget tynde ben, men ellers kunne vi ikke se hende så godt, da hun havde en hættetrøje eller jakke over hovedet. Hunden viser ofte tænder, men når man gik hen imod den, blev den bange. Den var meget ræd, og jeg tror ikke, den har haft det godt, siger den kvindelige nabo.

Fire personer er foreløbig sigtet i sagen. Den ene har tidligere været kæreste med den 23-årige kvinde.

Retningslinjer for debatten
  • Del på Twitter
  • Del på LinkedIn
  • Del på email

Mest læste

Avisannonce

Seneste 112

Forsiden lige nu

Seneste sport

Seneste 112

Seneste ind-/udland