Gå til hovedindhold
Avisen Mener

Seniorpension ja - »Arne-pension« nej!

26-06-2020 KL. 14:47
  • Del på Twitter
  • Del på LinkedIn
  • Del på email

Det er snart halvandet år siden, at Mette Frederiksen og Socialdemokratiet lancerede tanker om tidligere ret til folkepension. »Nu er det Arnes tur«, lød det i valgbudskaber, men Arne og alle andre har ikke siden hørt noget konkret om forslaget. Men nu er det måske på vej...

»Mandag Morgen« skriver i denne uge, at det bliver et hovedelement i forslaget, at hvis man har arbejdet i mere end 40 år, så skal man have mulighed for at gå på folkepension tre år før den pensionsalder, man ellers har. Næste år er pensionsalderen 66,5 år og så vil S-forslaget altså indebære, at man kan gå på folkepension, når man er 63,5 år - hvis man altså har arbejdet i mere end 40 år.

Socialdemokratiet ser ud til at have opgivet, at det er særlige faggrupper med hårdt arbejde, der skal have denne mulighed. Nu bliver det en mulighed for alle - hvis man altså har arbejdet i mere end 40 år. S holder samtidig fast i, at pensionsalderen gradvist skal stige, så den i 2022 stiger til 67 år, i 2030 til 68 år og i 2035 vil pensionsalderen efter planen være 69 år. Og så skal man altså tre år tidligere kunne gå på pension - hvis man har arbejdet i mere end 40 år.

S-regeringens Arne-pensionsudspil er ikke godt. Det vigtigste på området må være, at hvis man før pensionsalderen er nedslidt og ikke kan arbejde mere end f.eks 15 timer om ugen, så skal samfundet vise omsorg, og det sker netop med den senior-pensionsordning, der er trådt i kraft. Og her er kravet, at man »blot« skal have været 20-25 år på arbejdsmarkedet, og så er ydelsen langt højere, end den folkepension S vil tilbyde. Seniorpensionen er på godt 19.000 for enlige og godt 16.000 for gifte/samlevende. Og man kan søge seniorpension seks år før ens pensionsalder. S-udspillet giver altså kortere og lavere ydelser, og samtidig kan alle - også de ikke nedslidte - få folkepension tre år før. Dermed kommer det til at ligne en ny efterlønsordning.

Det skal også blive interessant at se, hvordan regeringen vil løse problemet med, at folk skal dokumentere mere end 40 års job-erfaring. Det har i hvert fald tidligere været nævnt, at det offentlige ikke har tal og datoer, der går så langt tilbage på arbejdsmarkedet.

Under alle omstændigheder bør der holdes fast i en god seniorpensionsordning for nedslidte. Det er kommuner, der administrerer ordningen og vurderer arbejdsevne. Senere skal ATP tage over.

Det skal blive interessant at se, om regeringen kan skaffe flertal for deres pensionsplan. Det bliver i givet fald DF, der skal sikre forslaget flertal, idet de radikale er imod og holder fast i seniorpensionen som en bedre løsning.

Midt i strømmen af corona-regninger - og den fortsætter - bliver det jo også en økonomisk overvejelse, om det virkelig er afgørende vigtigt at alle, der har arbejdet i mere end 40 skal kunne tildeles tre år tidligere pension - uanset om de er friske og ikke nedslidte. Det virker klogere at slå et slag for seniorpensionen - for de reelt nedslidte, der fortjener støtte.

O.D.

Retningslinjer for debatten
  • Del på Twitter
  • Del på LinkedIn
  • Del på email

Mest læste

Avisannonce

Seneste Avisen Mener

Forsiden lige nu

Seneste sport

Seneste 112

Seneste ind-/udland