Ritzau Politik

SF vil forbyde beskeder fra det offentlige i ferier og weekend

Står det til SF, skal der indføres et forbud mod, at det offentlige sender mails til borgere uden for arbejdstiden - om aftenen, i weekender og i ferier.

Partiet vil nu stille et beslutningsforslag om sagen.

Gruppeformand Jacob Mark mener, at det er et spørgsmål om at respektere privat- og familieliv.

- Vi mener i virkeligheden, at alle danskere skal have et afbræk fra det virtuelle og have muligheden for at koble af i en tid, hvor der bliver brugt rigtig meget tid på for eksempel computere.

- Vi kan se, at mange føler, at mails og arbejde fylder meget og forstyrrer og stresser. Derfor skal det offentlige gå forrest, siger han.

Gruppeformanden erkender, at der kan være situationer, hvor det offentlige er nødt til at komme i kontakt med en borger. I denne periode modtager mange eksempelvis en indkaldelse til coronavaccination over deres e-boks.

Men som udgangspunkt skal det altså ikke ske.

- Det er klart, at der vil være undtagelser, hvor det offentlige er nødt til at komme i kontakt med en borger. Men vi mener, at man skal gå langt for at respektere privatlivet og familielivet, siger Jacob Mark.

Selv er han blevet gjort opmærksom på problemstillingen igennem en episode, hvor en borger juleaftensnat fik en indkaldelse til et møde på kommunen til en samtale om kontanthjælp.

Jacob Mark mener, at langt de fleste beskeder kan vente med at blive sendt ud, til arbejdstiden begynder på en hverdag.

- Det er jo ikke de få timer, man vil skulle vente på at sende ud fra morgenstunden, der forsinker en proces særlig meget. Problemet i dag er, at mennesker, der knokler hele dagen og er ganske meget på computeren, ikke får tid til at koble af.

- Så ligger der en mail om, at nu bliver man trukket i kontanthjælp, eller nu får man en bøde. Det skal vi omorganisere, siger Jacob Mark.

/ritzau/

SF vil gøre det forbudt for det offentlige at sende beskeder til borgere om aftenen, i weekender og i ferier. (Arkivfoto)