Kultur

Shu-bi-duas »Danmark« ryger ud af Højskolesangbogen

Bundesen, Hardinger og resten af Shu-bi-dua skrev Danmark i 1978. Siden er sangen blevet hvermandseje. Men nu bliver det ikke længere muligt at skråle »storken er en dejlig flyver« med Højskolesangbogen som kilde.

Sangen om Danmark er nemlig valgt fra til den 19. udgave af Højskolesangbogen, der offentliggøres i dag - bare fire dage efter Michael Bundesens død.

Shu-bi-duas Danmarkssang har været med i de to seneste udgaver af Højskolesangbogen fra 1989 og 2006, men nu er det slut.

- Vi er enige om, at den sang har haft sin tid. Det er egentlig bare fordi, vi ikke synes, det er en spændende og god nok sang, siger kirke- og kormusiker, Anne Odgaard Eyermann, til Radio4.

Hun er én af de seks, der har udvalgt sangene til Højskolesangbogen.

Samme melding kommer fra formanden for Højskolesangbogsudvalget, Jørgen Carlsen. Han sammenligner sangen med ’Mormors kolonihavehus’ af duoen Clausen og Petersen, der ligeledes må se sig strøget fra den nye udgave af sangbogen.

- De har været med to gange. Skal de med tredje gang, så begynder vi at krone dem som moderne klassikere. Har de kvalitet til det? Nej, det har de sgu ikke. Så de er røget, siger Jørgen Carlsen til Radio4.

Shu-bi-duas sang om Danmark har før mødt kritik for starten på 2. vers:

- Der findes andre mennesker end dem, der er danske. De bor i huler og slås hele dagen. Det har vi li’godt aldrig nogensinde gjort. De varme lande er noget lort, lyder teksten.

Jørgen Carlsen afviser, at sangen ryger ud på grund af netop de sætninger.

- Vi har betydelig mere fornærmende sange i bogen end denne temmelig uskyldige, drengede vittighed, fastslår han overfor Radio4.

Shu-bi-dua´s guitarist og sangskriver, Michael Hardinger, mener bestemt ikke, tiden er løbet fra humoren i sangen. Men han siger til Radio4, at han ikke er specielt oprevet over, at den bliver droppet.

- Jeg er helt ligeglad med, om den er i Højskolesangbogen eller ej. Det er en dejlig bog lige meget hvad. Vi tjente ikke engang særlig mange penge på at være med i den. Hvis man fik en halv million, ville jeg være stærkt oprevet, siger han til Radio4.

Shu-bi-duas »Den Røde Tråd« og »Månemanden hænger i sin snor« er også røget ud i samme omgang.

Arkivfoto