Sport

SIK holdt skindet på næsen

Det duftede mere af vinter end forår, da Skive IK søndag gæstede Vendsyssel FF på Nord Energi Arena.

Kulden var bidende, og tilmed dryssede der sne ned over grønsværen.

Det var heller ikke fordi, man kunne varme sig på et chanceorgie. SIK havde ikke en eneste afslutning inden for rammen i første halvleg, og i den anden ende var det ikke meget bedre, hvor Marcus Bobjerg heller ikke for alvor blev testet.

Hjemmeholdet havde dog en stribe dødbolde og nogle halvfarlige indlæg, men uden det altså kastede en scoring af sig i de første 45 minutter.

Efter pausen skulle man dog blot spille to minutter, før SIK var farlige. Thomas Santos kom igennem, men hans afslutning blev i sidste øjeblik blokeret af en Vendsyssel-forsvarer.

Bobjerg måtte også i aktion efter en times spil. Dusan Jajic headede fra en hel fri position, men SIK-keeperen dykkede fint ned og fik afværget forsøget.

Målmanden var igen på rette plads få minutter senere, da Konate forsøgte sig, men måtte se sit skud reddet.

Bobjerg var til gengæld chanceløs i det 65. minut, da en dødbold røg ind i feltet og i sidste ende landede for fødderne af Lasse Steffensen. Han svigtede ikke sit hold, da han sendte kuglen op i nettaget og dermed bragte Vendsyssel på sejrskurs.

Scoringen satte pres på skibonitterne, som skulle jagte en udligning. Den var tæt på at falde et lille kvarter før tid, da Oliver Haurits trykkede godt af og ramte ydersiden af stolpen.

Gæsterne fik dog netmaskerne til at blafre i Hjørring. Efter 83 minutter fandt Jeppe Pedersen holdkammeraten Mads Agger med en fremragende stikning. Den indskiftede offensivspiller var koldblodig med sin afslutning og bragte balance i regnskabet med scoringen til 1-1.

Det endte også som slutfacit, hvilket betyder, at SIK nu er á point med Kolding IF på 10. pladsen, efter KIF fredag vandt i Hobro.

På skadesfronten blev besøget i det nordjyske dyrt. For første gang i umindelige tider var Mikkel Jesper i startelleveren. Det var imidlertid en kort fornøjelse, for efter 36 minutter måtte han forlade banen med det, der lignede en fiber i baglåret.

Mikkel Jespersen var med fra start, men måtte forlade banen med en baglårsskade. Arkivfoto: Mikkel Berg Pedersen