Sport

SIK sat til vægs i Hvidovre

Optakten for Skive IK til udekampen mod Hvidovre begyndte ikke optimalt.

Fredag aften vandt Kolding over Fremad Amager og sendte dermed skibonitterne ned på 1. divisions sidsteplads. Så var presbolden ligesom sparket af sted i den absurd tætte bundstrid allerede inden første fløjt på Pro Ventilation Arena.

Og situationen blev ikke ligefrem bedre for SIK efter 20 minutter af dagens opgør.

Her sendte Hvidovre et højtflyvende indlæg ind i feltet. Marcus Bobjerg i buret gav lyd, som om han havde styr op situationen, men da han skulle op at gribe bolden, blev han overmatchet af hjemmeholdets Ahmed Iljazovski, som fik ram på kuglen og sendte den over stregen.

Der var appeller fra SIK’erne om, at Hvidovre-spilleren brugte armen ulovligt i situationen, men målet fik lov at stå, og så var det endnu mere op ad bakke for de jyske gæster.

Kort inde i anden halvleg blev bakken så forvandlet til et bjerg for skibonitterne.

Jacob Dehn tog fuldstændig fejl af boldens opspring i feltet. Det lukrerede Hvidovre på, og efter et par tilfældigheder foran mål kunne Marcus Lindberg bringe hjemmeholdet på 2-0 mindre end to minutter efter sidebyttet.

Fordoblingen af føringen fik dog ikke Hvidovre til at trække håndbremsen, og det var efterfølgende dem, der fortsat kom til de største chancer.

Det gav pote igen efter 73 minutter, da de rødklædte kombinerede fint, inden Nicolaj Agger til syvende og sidst ingen problemer havde med at gøre det til 3-0.

Så var nedturen total for SIK, som aldrig kom tæt på noget som helst på en decideret dårlig dag.

Læs mere om kampen i Skive Folkeblad mandag.

Thomas Santos og SIK kom til kort i Hvidovre. Foto: Nils Meilvang/Ritzau Scanpix