Gå til hovedindhold
Ritzau Kriminalitet

Sindssyge patienter holdt personale indespærret på hospital

07-12-2018 KL. 17:00
Retten på Frederiksberg har fredag afsagt dom i sag mod to psykisk syge, der i januar i år tog to kvinder til fange på Frederiksberg Hospitals psykiatriske afdeling.
  • Del på Twitter
  • Del på LinkedIn
  • Del på email

Under en vagt på Frederiksberg Hospitals psykiatriske afdeling gennemlevede to ansatte natten til 13. januar i år et sandt mareridt.

Klokken cirka 02.45 trængte to psykisk syge og bevæbnede personer ind på afdelingen, og gennem de efterfølgende timer blev sygeplejersken og sosu-hjælperen holdt indespærret i et personalerum og et tekøkken.

Døren blev låst, telefonstikkene blev revet ud, og kvinderne blev tvunget til at udlevere deres overfaldsalarmer. Undervejs blev de truet på livet med en kniv, en pistol og et luftgevær.

Fredag eftermiddag har Retten på Frederiksberg afsagt dom i sagen.

De to tiltalte, en 34-årig mand og en 38-årig kvinde, led begge af sindssygdommen paranoid skizofreni.

Manden dømmes til anbringelse på en psykiatrisk afdeling, mens kvinden alene pålægges at modtage psykiatrisk behandling.

Ifølge senioranklager Søren Harbo har oplevelsen haft voldsomme konsekvenser for særligt sygeplejersken. Hun er selv blevet syg, og siden episoden har hun ikke kunnet passe sit arbejde.

Han fortæller også, at de to patienter på gerningstidspunktet var så syge, at det ikke for alvor giver mening at tale om et motiv.

- Men forklaringen var, at den mandlige tiltalte efter hans opfattelse ikke havde fået den korrekte medicin, da han blev behandlet på afdelingen. Det var han utilfreds med, og det var stemmerne i hans hoved også, siger senioranklageren.

Ingen af de to personer var indlagt på afdelingen, da forbrydelsen skete. Den 34-årige var dog tilknyttet stedet, mens kvinden var under behandling på et andet hospital.

- De er i dag begge frygteligt kede af, hvad der er sket. I retten fremstod de meget velmedicinerede, siger Søren Harbo.

Tilfangetagelsen, der strakte sig over mindst to timer, blev afbrudt, da de to patienter selv besluttede at forlade stedet. Ingen kom noget fysisk til ved episoden.

/ritzau/

Retningslinjer for debatten
  • Del på Twitter
  • Del på LinkedIn
  • Del på email

Mest læste

Avisannonce

Seneste

Forsiden lige nu

Seneste sport

Seneste 112

Seneste ind-/udland