Sport

Skal opereres: Sæsonen slut for Skive-topscorer

Mandag var skæbnedag for Skive fH-topscorer Emil Grønbech, som skulle et smut på hospitalet for at have svar på, hvad der skal gøres ved hans skulderproblemer.

Bagspilleren har en beskadiget ledlæbe i skulderen, og besøget hos lægen mandag ville afgøre, om han kunne nøjes med genoptræning, eller om han i stedet stod over for en operation.

Det blev sidstnævnte, der blev udfaldet, og det betyder, at Grønbech har spillet sin foreløbig sidste kamp for Skive fH.

Efter sæsonen skifter han efter planen til Ribe-Esbjerg, og det bliver ikke til mere håndbold på denne side af sommerferien.

Derfor var det naturligvis også en nedslået venstrehånds-bomber, som modtog beskeden.

- Lige nu er jeg lidt glad for, at jeg har haft et længere skadesforløb tidligere. For så ved jeg, hvad der skal til. Men den er »tough«. Jeg havde regnet med at skulle være med til at spille Skive op i ligaen, så det er noget rigtig lort, siger han. Grønbech skal igennem en såkaldt kikkertoperation.

- Det var det svar, jeg havde regnet med. Nu må vi se, om det bliver en finpudsning af ledlæben, eller om den skal spændes til. Det ved de først, når de er inde i skulderen, forklarer håndboldprofilen.

Det har naturligvis betydning for udsigterne på den anden side af indgrebet. En finpudsning betegnes som en lille operation, mens den kaldes stor, hvis der skal spændes til.

- Normalt siger man, at det tager 3-6 måneder. Men det afhænger også lidt af, hvordan genoptræningsforløbet går, og selvfølgelig hvor skadet den egentlig er, lyder det fra Emil Grønbech.

Hvornår han kan komme under kniven er endnu uvist.

- Jeg skal først have forsikringen ind over og hele den smørre igennem. Det er vigtigt for mig, at operationen bliver hos den læge på privathospitalet, jeg var oppe ved. Han ved noget om skulderskader. Normalt (i det offentlige, red.) vil man bare gå ind og stramme op uanset hvad, fordi de ikke regner med, at man skal spille håndbold igen. Men det har de styr på hos privathospitalet, forklarer Skive fH-spilleren, som dog gerne vil have det overstået så hurtigt som muligt.

- Ja, jeg skal bare igennem det med det samme, fastslår han.

Emil Grønbech har i denne sæson scoret 84 mål for Skive fH i 17 kampe. Nummer to på den interne topscorerliste er Daniel Guldsmed med 72 kasser i 19 optrædener.

Emil Grønbech søger nye græsgange. Foto: Steen Don