Gå til hovedindhold
Erhverv

Skibonit bag ny tøjbutik i Danske Bank-bygningen

14-11-2017 KL. 10:44
Empty

Din Tøjmand Skive bliver navnet på den nye butik, som skibonit Torben Johansen ejer halvdelen af. Sammen med sin svigersøn, Ole Jepsen, vil han betjene kunderne fra snart nyindrettede lokaler i den tidligere Danske Bank-bygning i Østergade. Begge har tidligere arbejdet i tøjbutikker i Skive. Foto: Steen Don

  • Del på Twitter
  • Del på LinkedIn
  • Del på email

Din Tøjmand åbner snart i Danske Bank-bygningen. Og det bliver med Torben Johansen og Ole Jepsen til at betjene kunderne.

Begge har erfaring fra tøjbranchen, og privat kender de hinanden rigtig godt. Jepsen er Johansens svigersøn.

Med åbningen går en drøm i opfyldelse for Torben Johansen. Han har længe haft en drøm om at blive selvstændig. Og nu sker det. Sammen med Bjarne Madsen fra Thisted ejer Torben Johansen butikken, hvor der vil blive solgt tøj fra kendte mærker som Sunwill, Melka, Clipper og JBS.

De to ejere har et indgående kendskab til hinanden:

- Vi har kendt hinanden i 22 år, hvor jeg har kørt som sælger. Vi har altid haft et godt samspil, fortæller 62-årige Torben Johansen.

Siden foråret har han været ansat hos sin nye kompagnon, der driver forretninger i Thisted. Her står Bjarne Madsen som ejer af to butikker, Din Tøjmand og Jeans House.

Torben Johansen bor privat i Skive, hvor han også tidligere har arbejdet. Før han blev sælger med kontakt til butikker i Jylland og Fyn, arbejdede han - fra 1981 til 1995 - hos Tøjeksperten i Skive.

Oprindeligt er Torben Johansen fra Aars, og han blev i 1972 uddannet inden for tøjbranchen. Så det er en herre med 45 års erfaring inden for branchen, der glæder sig til at tage imod kunderne i det 175 kvadratmeter store, nye salgslokale i Østergade.

Ole Jepsen er også uddannet inden for tøjbranchen, hvor han har været beskæftiget i tøjbutikker i Skive, Lemvig og Viborg. Senest har han arbejdet med salg i Hobbyhuset i Stoholm.

Oprindeligt var det lukningen af Keld Greve Herretøj, der lå i Nørregade, som satte gang i planerne om sammen med Bjarne Madsen at åbne butikken i Skive. Og nu er tiden rigtig for de to kompagnoner.

- Det bliver meget spændende, siger Torben Johansen.

  • Del på Twitter
  • Del på LinkedIn
  • Del på email

Mest læste

Avisannonce

Seneste Erhverv

Forsiden lige nu

Seneste sport

Seneste 112

Seneste ind-/udland