Erhverv

Skibonitter undrer sig, men handelschef må ikke kommentere sin fyring

Masser af kommentarer på Skive Folkeblads Facebook-side vidner om, at mange skibonitter undrer sig over fyringen af handelschef Gitte Mikkelsen.

- Sikke en overraskelse. Gad vide hvad det så er, bestyrelsen vil? Udadtil har Gitte i hvert fald været synlig og virket både ambitiøs, kreativ og driftig, skriver en bruger eksempelvis.

Gitte Mikkelsen, der begyndte i jobbet den 1 august 2019, kan imidlertid ikke selv gøre offentligheden klogere på bevæggrundene for at samarbejdet er gået så skævt, at Skive Handel ligefrem benytter begrundelsen »samarbejdsvanskeligheder«.

Hun oplyser, at hun har underskrevet en loyalitetskontrakt - derfor må hun ikke kommentere afskedigelsen.

Ifølge Skive Handels bestyrelse er samarbejdsvanskelighederne, som har ført til opsigelsen af handelschefen, tilsynelandende begrundet i uenigheder om visioner og strategier for Skive Handel.

- Bestyrelsens visioner for Skive Handels fremtid stemmer ikke overens med Gittes. Det handler om forventninger, strategier og planlægning, som ikke matcher handlinger, siger Jens Dahl Thomasen fra Skive Handels bestyrelse.

Skive Handel søger nu en ny profil til jobbet som som handelschef.

Gitte Mikkelsen. Privatfoto