Gå til hovedindhold
Sport

Skive fH ramler sammen med traditionsklub

09-03-2020 KL. 11:41
Empty

Lasse Rask og Skive fH får i næste runde af pokalturneringen besøg af Skjern Håndbold. Foto: Tim Kildeborg Jensen/Ritzau Scanpix

  • Del på Twitter
  • Del på LinkedIn
  • Del på email

Håndboldherrerne fra Skive fH er det sidste tilbageværende lokale hold i årets pokalturnering i håndbold.

I sjette runde får mandskabet imidlertid kamp til stregen, når ligaholdet Skjern Håndbold senere på foråret gæster Interfjord Arena i Skive.

Skibonitterne kunne ikke undgå at løbe ind i et hold fra landets bedste række i denne omgang. Den jyske del af turneringen har 22 hold tilbage, og med 12 jyske ligahold, der alle er seedet, var der ingen udvej.

- Det er vel fint nok. Vi kunne ikke undgå et ligahold, når man vælger at seede - så sådan er det, konstaterer cheftræner Arne Damgaard.

Kampdatoen er endnu ikke fastlagt, men terminen er 14. maj.

I 2019 skulle man dog helt ind i juni, før Skive fH kunne få afviklet sin pokalkamp mod TTH Holstebro. Ved den lejlighed var netop Arne Damgaard assistenttræner for Holstebro, og han håber, at man kan undgå et lignende scenarie, hvor kampen mest af alt mindede om en betydningsløs sommerkamp.

- Jeg håber, vi kan få den smidt ind noget før og på et tidspunkt, hvor vi kan få nogle tilskuere ind. For så er det en kamp, hvor man kan få fyldt hallen. Skjern hører til i den stærke ende af ligaen, så det havde da været fint at få et hold fra den anden ende. Men det bliver da en sjov kamp at få ind, understreger Arne Damgaard.

Skjern Håndbold er en af traditionsklubberne i dansk håndbold. To gange er det blevet til danske mesterskaber - senest i 2018, ligesom pokalturneringen har resulteret i tre triumfer.

Retningslinjer for debatten
  • Del på Twitter
  • Del på LinkedIn
  • Del på email

Mest læste

Avisannonce

Seneste Sport

Forsiden lige nu

Seneste sport

Seneste 112

Seneste ind-/udland