Gå til hovedindhold
Sport

Skive IK tabte topkampen mod Jammerbugt

01-09-2018 KL. 15:49
Empty

Skive IK fik ikke noget udbytte af kampen mod Jammerbugt FC. Foto: Lindy Jørgensen

  • Del på Twitter
  • Del på LinkedIn
  • Del på email

Lørdagens topbrag i 2. division mellem Jammerbugt FC og Skive IK fik ikke den udgang, som skibonitterne havde ønsket på forhånd. Rejsen hjem fra Nordjylland blev med et tungt 2-0-nederlag i bagagen.

SIK startede ellers fornuftigt, og efter ni minutter appellerede Mikkel Jespersen også for et straffespark efter et skub i ryggen. Dommerens fløjte forblev dog tavs i situationen.

Et kvarter senere blev stilhed så afløst af jubel på Sparekassen Vendsyssel Arena. Det stod hjemmeholdets tilskuere for. Et fladt frispark fra anfører Christian Rye blev sparket ind i feltet. Jammerbugt-spillerne hoppede over bolden, og forsøget endte med at ryge hele vejen gennem både med- og modspillere og ind bag Marcus Bobjerg i SIK-målet til hjemmeføring på 1-0.

Målet tændte lidt mere op under SIK-offensiven, og blot få minutter senere var skibonitterne nærgående i den anden ende. Men den tidligere Skive-målmand Emil Kobberup hev to flotte redninger frem på først Mikkel Jespersen og siden Sebastian Denius forsøg.

Holdene gik til pause ved stillingen 1-0, men det holdt ikke længe i anden halvleg. Blot to minutter inde i strabadserne sendte nordjyderne et indlæg i feltet, som lidt tilfældigt endte for fødderne af Sead Gavranovic, der tæt under mål passerede en chanceløs SIK-keeper.

Det betød, at Thomas Rølls tropper for alvor skulle på jagt.

Skive IK havde bold- og spildominansen, men det blev aldrig omsat til scoringer. Samtidig kunne Jammerbugt leve udelukkende på omstillinger, efterhånden som de fik mere og mere plads. Der blev dog ikke scoret yderligere, og dermed blev facit i Nordjylland 2-0.

Læs reaktionerne i Skive Folkeblad mandag.

Retningslinjer for debatten
  • Del på Twitter
  • Del på LinkedIn
  • Del på email

Mest læste

Avisannonce

Seneste Sport

Forsiden lige nu

Seneste sport

Seneste 112

Seneste ind-/udland