Gå til hovedindhold
Debat

Skive-Listen nej tak - 2

12-10-2017 KL. 13:55
  • Del på Twitter
  • Del på LinkedIn
  • Del på email
Først og fremmest vil jeg sige tak for de mange henvendelser og støtteerklæringer til mit læserbrev angående Skive-Listen og min blotlægning af Knud Bjerres urimelige privilegier i Skive Kommune gennem mange år.
Knud Bjerre svarer mig vredt tilbage på facebook-link den 9. oktober, og det er jo i orden. Jeg har det sådan, at »slår man en mand med en kæp, må man også selv forvente at få en af en kæp«.

Dette være sagt, så er der ikke megen substans i KB’s angreb. KB skriver, at Sundsøre Festival fik 100.000 kr. af kommunen, da Gunnar Simonsen overtog festivalen og 100.000 kr., da foreningerne overtog den igen for 10 år siden.

Det er muligt, Gunnar Simonsen fik støtte, men foreningerne har ikke modtaget noget som helst, og jeg ved ikke, hvad det er for noget sludder, KB fører frem her.

Det forholder sig således, at John Juul Pedersen og jeg havde møde med borgmester Flemming Eskildsen og bad om kommunal støtte, fordi vi holdt af denne vor egns første fes­tival og forsøgte at få liv i Sundsøre Festival igen efter KCL’s underskud og exit fra festivalen.

Meddelelsen fra borgmes­teren var - med reference til daværende kulturdirektør Erland A. Nielsen - at kommunen ikke kunne yde nogen støtte, fordi Sunds­øre Festival kunne risikere at komme til at konkurrere med KCL.

Her grundlægges faktisk en del af min indignation, for det er så de frie markedskræfters vilkår med fri konkurrence, kommunen arbejder efter, og det er jo fint nok. Men de vilkår må jo gælde alle, og med de penge, kommunen siden har postet i såvel KCL, Skive Beach Party og Skive Theater, er det jo helt uretfærdigt, at vi end ikke kunne få en beskeden kulturstøtte til at genstarte Sundsøre Festival dengang.

Og skal vi nu høre Skive- Listen fortælle, at kulturmidlerne er gået til oplandet, mens Skive by og Knud Bjerres projekter er blevet forbigået, ja så bliver det altså den stiveste løgn, som må forfægtes.

Lidt mere perfidt skriver KB, at han på rygtebasis har hørt, jeg skulle have søgt forpagtningen af teatersalen, sidst den var opslået, men havde trukket mit kandidatur, fordi jeg ingen visioner havde.

Det er simpelthen ikke sandt og er ren mudderkastning fra KB’s side.

Paradoksalt slutter KB sit indlæg af med en opfordring til: »Ha’ et godt valg og forsøg nu at træffe en beslutning på et sagligt grundlag …«

Det er så netop det, KB ikke formår med ovenstående usaglige indlæg, men han er selvfølgelig irriteret, fordi jeg rører ved hans sukkermad og selvforståelse som visionernes mester.

»Ordentlighed« er et af Skive Kommunes styreord, og med de snakke, jeg har haft med restauratører o.a., bliver det derimod vigtigt for det nye byråd at få gjort op med kommunens favorisering af KB og den konkurrenceforvridende millionstøtte til teatersalen.

 

Venlig hilsen

Morten Konge Nielsen,

forpagter John Bull Pub,

Furvej 13,

Selde,

7870 Roslev

  • Del på Twitter
  • Del på LinkedIn
  • Del på email

Mest læste

Avisannonce

Seneste Debat

Forsiden lige nu

Seneste sport

Seneste 112

Seneste ind-/udland