Gå til hovedindhold
Avisen Mener

Skive på top 20-listen

06-09-2018 KL. 11:27
  • Del på Twitter
  • Del på LinkedIn
  • Del på email

En del læsere vil kunne huske, da Jørgen Mylius i DR-radioprogrammet top 20 uge efter uge spillede musik og fortalte, hvordan den aktuelle top 20 over salgstal i pladeverdenen udviklede sig. Et glimrende og underholdende program i øvrigt. Så det blev nedlagt - for mange år siden ...

Top 20-begrebet eksisterer dog stadig, og senest har Skive Kommune formået at komme på en vigtig, årlig top 20- kåring. Det er Dansk Industris årlige erhvervsklima-måling, der er lanceret, og Skive rykker frem til en 19.-plads blandt de 93 kommuner, der har deltaget. Nogle få små kommuner er ikke med.

Det er Dansk Industri, der har spurgt virksomheder i hele landet, hvor godt eller dårligt kommunerne håndterer en række områder, som har stor betydning for virksomhederne. Samlet lander Skive - efter fremgang - på en fornuftig 19.-plads, og går man tallene igennem, er kommunen på en tredjeplads, når det gælder virksomhedernes oplevelse af at få værdi for deres skattekroner. Og i forhold til arbejdskraft - som er særdeles vigtigt for virksomhederne i disse år - er Skive Kommune på en attraktiv position som landets sjettemest erhvervsvenlige kommune. Det er helt afgørende og meget positivt, at virksomhederne oplever, at kommunen gør en god indsats for at sikre kvalificeret arbejdskraft.

Her i avisen glædede borgmester Peder Christian Kirkegaard sig i tirsdags over et andet positivt målingsresultat. Og det handlede om, at Skive kom på top 10, når det gælder »dialog mellem virksomhed og politikere«. Her scorede Skive Kommune en fin position som nummer ni. Den dialog er helt afgørende for mulighederne for at skabe den nødvendige vækst og udvikling lokalt, og her er der noget at bygge videre på.

Træerne vokser dog ikke ind i himlen for Skive Kommune. Der er stadig plads til forbedringer på flere positioner, og målet må da være at komme ind på den samlede top 10-liste.

Der er ikke ros for vejnettet og den mobilitet, der skal sikres derved. Her er Skive på en plads som nummer 70, og det er ikke godt.

I forhold til uddannelse er Skive Kommune ifølge virksomhederne også i den ringeste halvdel af landets kommuner, og selv om der er fremgang at spore på områder som indsats for at fastholde og tiltrække nye virksomheder og borgere, er man også på de områder i den ringeste halvdel af landets kommuner.

Så fuld gas bør gives for at skabe forbedringer på disse felter - og samtidig fastholde styrkepositionerne.

Det er glædeligt, at Skive er bedre placeret end Viborg, men der er også kommuner i vores nærhed, som er foran Skive, og som man passende kan have som mål at passere, så den nuværende 19.-plads forbedres. Lemvig nummer 13, Holstebro nummer 12, Ringkøbing-Skjern nummer 5, og helt i top er igen Ikast-Brande på førstepladsen og med Herning på andenpladsen.

Der er god branding i at ligge helt i top, og lidt kættersk kan man tænke, at virksomhederne i Ikast-Brande og Herning selv kan have en interesse i at placere kommunerne i top år efter år, men det skal da ikke dæmpe gratulationen.

Skives mål må i første omgang være top 10!

O.D.

Retningslinjer for debatten
  • Del på Twitter
  • Del på LinkedIn
  • Del på email

Mest læste

Avisannonce

Seneste Avisen Mener

Forsiden lige nu

Sport

Liverpool vil fortsætte samarbejdet med indkast-træner fra Skive Liverpool vil fortsætte samarbejdet med indkast-træner fra Skive

Seneste sport

Seneste 112

Seneste ind-/udland