Gå til hovedindhold
Avisen Mener

Skivemødet - og Danmark i bedre balance

13-01-2018 KL. 10:53
  • Del på Twitter
  • Del på LinkedIn
  • Del på email

Det er ikke sådan, at der er én sikker opskrift på at sikre, hvad alle borgere og politikere i Skive Kommune gerne vil opleve - en klar fremgang i indbyggertal, flere virksomheder og synlighed og profilering af Skiveegnen.

Fra naturens hånd er vi godt hjulpet på vej med fjord, åløb, skove og åbne marker. Uddannelser, skoler, iværksætterånd, musik, kultur og sport og satsning på »Rent Liv« er andre plus-faktorer. Ramme-vilkår og service for borgere og virksomheder er andre områder, hvor enhver kommune skal gøre sit ypperligste for at score og fastholde indbyggere og erhvervsliv. Og hele tiden er der brug for nye satsninger.

Sådan tænkes i mange provinsbyer, og det er ikke sådan, at et enkelt nyt initiativ vender udviklingen, men med sikkerhed kan det siges, at det i hvert fald ikke giver positivt resultat at læne sig tilbage i magelighed og undlade at gøre noget som helst for by og egn.

Derfor er det også grundlæggende positivt, at Branding Skiveegnen »kommer ud af garagen« og med kort varsel iværksætter en tre dages event i Skive og Skive Kommune med navnet »Skivemødet - et Danmark i balance«. En maj-event fra 17. til 19. maj.

Tidligere byrådsmedlem Jesper Elbæk er udnævnt som sekretariatsleder, og kommunen, Spar Vest Fonden, Branding Skive-egnen og virksomheder går sammen om at sætte skibet i søen - efter planen tre år i træk som en begyndelse. Men bliver det en succes skal det fortsætte.

Som tidligere omtalt her i avisen bliver den kommende event delt op i tre hovedspor. Et spor om demokrati og politik under temaet »Danmark i balance«, hvor højt profilerede politikere, forfattere m.v. skal sætte fokus på det varme emne om, hvordan provinsen gives bedre vækst-vilkår. Og så skal det i spor to og spor tre vises lokale borgere - og ikke mindst udefrakommende besøgende - hvad Skive-egnen kan præstere på områder som fødevarer, kultur-aktører, natur, virksomheder, uddannelser. Gerne præsenteret som oplevelser.

Skiveegnen skal ikke trampe i fodspor fra hverken »Folkemødet« på Bornholm eller »Kulturmødet« på Mors. Det giver mening, hvis »Skivemødet - Et Danmark i balance« kan bidrage til den afgørende dagsorden om både at gøre opmærksom på provinsens fortrin, kæmpe for mindre geografisk skævvridning og med Skive-egnen som eksempel fremvise og synliggøre en provinsby og en egn. Og arrangementet skal både give mening for alle os, der allerede bor her på egnen - og dem som får lyst til at kigge forbi i maj.

Det er jo ikke sådan, at flyttebilerne vil holde i kø i juni måned for at fragte tilflyttere i hundredevis til Skive-egnen. Så let er det ikke. Hverken Bornholms eller Mors’ indbyggertal er jo eksploderet på grund af deres meget omtalte events. Men det giver mening at en egn profilerer sig og også forsøger at sætte skub i den afgørende politiske debat om provinsens muligheder og udfordringer i et stadig alt for skævt Danmark.

Helt overordnet er der en positiv tendens til, at stadig flere finder ud af, at der er et liv også uden for København, Aarhus, Odense og Aalborg. Den tendens må Skive-mødet gerne puffe yderligere til. Provinsen har kvaliteter som livsudgangspunkt, og storbyerne - både dem i Danmark og udlandet - kan man jo altid besøge og få en oplevelse i. Så maj-eventen på Skive-egnen bør blive et frisk pust af provins-synlighed.

O.D.

  • Del på Twitter
  • Del på LinkedIn
  • Del på email

Mest læste

Avisannonce

Seneste Avisen Mener

Forsiden lige nu

112

21-årig voldsmand på spil igen: Overfaldt kvinde to dage efter dom 21-årig voldsmand på spil igen: Overfaldt kvinde to dage efter dom

Seneste sport

Seneste 112

Seneste ind-/udland