Gå til hovedindhold
Ritzau Indland

Skyland Beach Camp refunderer billetpenge efter aflysning

05-07-2020 KL. 10:40
Skyland Beach Camp tilbyder gæster, der skulle være kommet søndag, at de kan få deres penge for billetten tilbage. (Arkivfoto)
  • Del på Twitter
  • Del på LinkedIn
  • Del på email

De gæster, som skulle være ankommet til Skyland Beach Camp søndag, vil få mulighed for at få refunderet deres billetpenge.

Det oplyser festcampingpladsen på Facebook.

Fredag i denne uge meddelte Skyland Beach Camp, at festbegivenheden havde besluttet sig for at lukke som følge af politiets anbefaling.

Det efterlod et spørgsmål om, hvad der ville ske med billetterne for de gæster, der havde købt adgang til festcampingpladsen fra søndag til fredag i næste uge.

Men det er der nu kommet afklaring omkring.

- Team Skyland har siddet i forhandlinger hele dagen og kan nu meddele, at alle uge 28 gæster får refunderet deres penge.

- Dette gælder entrébilletten, tipileje og campingvogntillæg (eksklusiv billetgebyr). Vi vil bestræbe os på at refundere pengene inden for 14 dage, står der i Facebook-opslaget.

Bjørn Pedersen, medstifter og arrangør af Skyland Beach Camp, forklarer, at flere ting har gjort det muligt at tilbyde en refundering af billetterne.

- Campingpladsen, som vi har lejet os ind på, har tilbagebetalt de penge, vi gav i leje. Og vi har selv været i lommerne for at give de unge mennesker deres penge tilbage, siger Bjørn Pedersen.

Han tilføjer, at arrangøren har bedt en advokat om at hjælpe med at finde ud af, om der kan kræves kompensation for lukningen af arrangementet.

Ud over muligheden for at få refunderet penge tilbyder Skyland Beach Camp også sine gæster, at de kan få overført deres billet til næste års arrangement.

Ifølge arrangøren bliver næste års arrangement efter det oprindelige koncept med blandt andet koncerter og diskotek.

Første omgang af dette års Skyland Beach Camp fandt sted fra 28. juni til 3. juli.

Her havde omkring 1500 unge holdt ferie og festet på festcampingpladsen, der strækker sig over et stort område i Øster Hurup i Nordjylland.

Til at starte med havde arrangørerne fået tilladelse af politiet til at gennemføre arrangementet, fordi det netop strakte sig over et stort område.

Derved mente man, at det ikke stred imod forbuddet mod arrangementer med over 50 personer.

Men efter at have patruljeret området løbende ændrede politiet holding, og i stedet blev arrangørerne rådet til at lukke arrangementet, da man alligevel vurderede, at det var i strid med forsamlingsforbuddet.

/ritzau/

Retningslinjer for debatten
  • Del på Twitter
  • Del på LinkedIn
  • Del på email

Mest læste

Avisannonce

Seneste

Forsiden lige nu

Seneste sport

Seneste 112

Seneste ind-/udland