Gå til hovedindhold
Ritzau Sport

Slovener snupper Giro-sejr foran Riis-rytter

20-10-2020 KL. 17:20
Jan Tratnik kørte først over stregen på 16. etape efter at have siddet i udbrud det meste af dagen.
  • Del på Twitter
  • Del på LinkedIn
  • Del på email

Sloveneren Jan Tratnik (Bahrain) vandt tirsdag 16. etape af Giro d'Italia efter at have siddet i udbrud det meste af dagen.

Til sidst var det reduceret til en duel mod Ben O'Connor fra NTT-holdet, der har Bjarne Riis som team manager, og her var Tratnik klart stærkest.

Han trådte væk fra O'Connor og kunne strække armene i vejret efter de 229 kilometer fra Udine til San Daniele del Friuli.

Fra begyndelsen af etapen, der talte én kategori 2-stigning og siden fem kategori 3-stigninger, var der mange forsøg på udbrud, og der faldt først stilhed over feltet, da 28 ryttere havde samlet sig i et stort udbrud.

Feltet havde ingen ambitioner om at køre udbruddet ind, og afstanden voksede til mere end ti minutter.

Fra udbruddet fik Jan Tratnik slået hul, så han ved starten af etapens sidste stigning godt 20 kilometer fra mål havde et forspring på omkring 40 sekunder ned til en forfølgergruppe. På det tidspunkt var feltet 15 minutter efter.

På toppen af den sidste stigning - 13 kilometer fra målstregen - fik Tratnik selskab af Ben O'Connor, og med 45 sekunder ned til en forfølgertrio lignede det en tvekamp mellem de to forreste.

Sådan blev det da også. Med 700 meter tilbage forsøgte O'Connor at køre fra Tratnik, men sloveneren svarede tilbage og kørte nemt fra australieren, der var helt tømt for kræfter.

13 minutter senere krydsede de første klassementryttere målstregen, og det lykkedes for løbets førende rytter, João Almeida (Quick-Step), at vinde yderligere sekunder.

Portugiseren fra Quick-Step øgede med to sekunder ned til hollænderen Wilco Kelderman (Sunweb) på andenpladsen, så der nu er 17 sekunder mellem dem.

Jakob Fuglsang er fortsat nummer 12 i den samlede stilling, lidt mere end fem minutter efter Almeida.

/ritzau/

Retningslinjer for debatten
  • Del på Twitter
  • Del på LinkedIn
  • Del på email

Mest læste

Avisannonce

Seneste

Forsiden lige nu

Seneste sport

Seneste 112

Seneste ind-/udland