Gå til hovedindhold
Lokalt

Smitten faldet: Nu er der igen adgang til at dyrke sport og kultur

19-10-2020 KL. 12:52
Empty

Foto: Free/Colourbox

  • Del på Twitter
  • Del på LinkedIn
  • Del på email

Skive Kommune opfordrede mandag det lokale kultur- og foreningsliv til at genoptage aktiviteter, som blev sat på standby i sidste uge.

Forrige mandag opfordrede Skive Kommune til, at foreninger og andre aflyste aktiviteter for en sikkerheds skyld, da smittetrykket lå meget højt i Skive Kommune.

Nu er smittetrykket i Skive Kommune på vej ned - det er faldet betydeligt de seneste dage - derfor opfordringen til at åbne for aktiviteterne.

Det betyder, at blandt andet idrætsklubber kan genoptage aktiviteter, ligesom for eksempel Skive Bibliotek igen kan invitere indenfor til arrangementer.

- Vi er meget glade for at konstatere, at det er gået den rigtige vej med smittetallet, efter at det i en periode har ligget meget højt. Vi har i en tæt dialog med Styrelsen for Patientsikkerhed fulgt de gældende retningslinjer for håndteringen af situationen, vi har fået en ekstra testbil hertil, og folk på egnen har virkelig taget ansvar for at passe ekstra meget på. Herunder også vores kultur- og foreningsliv, der har været rigtig gode til at følge vores opfordring om at lukke ned for aktiviteter i en periode. Det er vi meget glade og taknemmelige for, da indsatsen for at nedbringe antallet af smittetilfælde ikke er en opgave, vi som kommune kan løfte alene, siger Jan Lund-Andersen, direktør i Kultur- og Familieforvaltningen i Skive Kommune og talsmand for kommunens krisestab, der mandag besluttede at anbefale klubber og foreninger at genoptage de aktiviteter, de satte på standby i sidste uge.

Jan Lund-Andersen understreger, at det stadig er meget vigtigt, at arrangørerne af de forskellige kultur- og fritidsaktiviteter følger retningslinjer om blandt andet afstand og vask eller afspritning af hænder. Det er helt afgørende for at få bragt smitten ned.

Kultur- og fritidschef hos Skive Kommune Kent Sørensen fik hen over den forgangne weekend mange henvendelser fra kulturinstitutioner og idrætsforeninger.

- Det glæder mig utrolig meget, at de henvender sig på den måde. For det fortæller noget om det engagement, vi har vores lokale kultur- og foreningsliv. Og samtidig siger det også noget om det store ansvar, de tager. De vil ikke gøre noget, som ikke kan forsvares ud fra et sundhedsfagligt perspektiv. Heller ikke selv om det kan være besværligt og næsten ikke være til at bære, når for eksempel et arrangement, der er lagt mange kræfter i at få stablet på benene, har måttet aflyses, siger Kent Sørensen.

At de måtte lukke ned i efterårsferien var en ekstra udfordring.

- I efterårsferien er der tradition for en lang række særlige aktiviteter for hele familien. Og lige nu er der også sæsonafslutninger mange steder. Derfor er vi også glade for, at vi nu igen kan give grønt lys til aktiviteterne, siger Kent Sørensen.

Retningslinjer for debatten
  • Del på Twitter
  • Del på LinkedIn
  • Del på email

Mest læste

Avisannonce

Seneste Lokalt

Forsiden lige nu

Seneste sport

Seneste 112

Seneste ind-/udland