Gå til hovedindhold
Erhverv

Søger ny mekaniker: Kaj’s Autoimport har fået godt gang i hjulene igen

19-01-2018 KL. 06:18
  • Del på Twitter
  • Del på LinkedIn
  • Del på email

Det var en hård omgang for alle omkring Kaj’s Autoimport i Nr. Søby, da firmaet i november nærmest ud af den blå luft gik konkurs.

En fejlagtig rådgivning i forhold til de komplicerede momsregler, der gælder for brugte biler, kom bag på alle og fældede Kaj Aage Petersen og hans livsværk.

Dele af firmaet blev reddet, navnet blev beholdt, og datteren Betina og sønnen Bo blev udset til at drive virksomheden videre.

- Det var ikke en sjov tid for nogen af os, og jeg synes også, at vi fik en hård kritik på de sociale medier fra mennesker, som bare ville kritisere os, siger Betina Petersen.

Men søskendeparret har siden formået at holde skruen godt i vandet.

Kunder fra andre steder i landet har ikke kunne mærke en forskel, og langt de fleste af de faste, lokale kunder kommer stadig på værkstedet med deres biler.

Det var uundgåeligt, at der i forbindelse med konkursen skulle skæres lidt ned i personalet, men nu søger Kaj’s Autoimport en mekaniker, og det skyldes, at der igen er travlhed.

- Der er meget at lave på værkstedet, og vi ser lyst på tingene, efter vi føler, at vi har fundet vores ben igen. Derfor er det også tid til, at vi udvider vores personalestab, siger Betina Petersen.

Fremgangen kan ses hver dag på værkstedet. Men den kan også ses i forhold til antallet af solgte biler.

Kaj’s Autoimport har solgt minimum en bil hver eneste dag i det nye år, og det skyldes ikke mindst, at registreringsafgiften er blevet sænket.

- Vi har solgt biler i alle prisklasser. Fra 5000 kroner og op til 500.000 kroner, og vi er da ikke i tvivl om, at den lavere registreringsafgift har hjulpet os godt i gang, siger Bo Petersen.

Dermed er der ved at falde ro på tingene på Vinkelvej.

Kaj Petersen er stadig aktiv i firmaet som sælger, og han ved endnu ikke, hvilke konsekvenser konkursen får for ham personligt.

Men den værste tid for firmaet er overstået, og det har kun været muligt at få vendt tingene, fordi virksomheden har en bank og en bestyrelse, der støtter 100 procent op om projektet.

- Vi har fået en virkelig god opbakning fra bankens side. Og det har været vores fordel, at den er så lokal forankret. Og vi føler, at vi er blevet stærke igen, da vi har en rigtig god bestyrelse i ryggen, som har den helt rigtige sammensætning, lyder det fra Betina Petersen

Retningslinjer for debatten
  • Del på Twitter
  • Del på LinkedIn
  • Del på email

Mest læste

Avisannonce

Seneste Erhverv

Forsiden lige nu

Seneste sport

Seneste 112

Seneste ind-/udland