Gå til hovedindhold
Lokalt

Sommerhus-folket strømmer til Fur: Ingen planer om at lukke øen ned

26-03-2020 KL. 07:31
Empty

Arkivfoto

  • Del på Twitter
  • Del på LinkedIn
  • Del på email

Nogle danske småøer har frabedt sig unødig trafik til øerne, men det er der ikke umiddelbart udsigt til på Fur, hvor sommerhusejerne i hobetal ankom i sidste uge.

- Vi kommer ikke med et decideret forbud eller siger, at man ikke skal rejse til Fur, siger borgmester Peder Christian Kirkegaard (V).

- Vi bakker op om de udmeldinger, der kommer fra centralt hold og læner os op ad dem. Vi kan ikke have 98 kommuner, der tolker på sundhedsmyndighedernes udmeldinger, så vi går videre med de anbefalinger, som kommer oven fra. Lige nu er det at begrænse trafikken. Men kommer der en anbefaling om i morgen, at det er godt at tage i sommerhus, så læner vi os også op ad det, siger borgmesteren.

Men det er tydeligt på limfjordsøen, at det af en del danskere tilsyneladende tolket som, at »hjemme« også kunne være det andet hjem, sommerhuset, da danskerne i vid udstrækning af statsminister Mette Frederiksen blev bedt om at blive hjemme,

- Der var helt exceptionelt mange her oppe i sidste uge i forhold til, at det var en uge i marts, fortæller Svend Aage Jacobsen, som dermed også mærkede en øget omsætning i butikken.

Og han forstår dem godt.

- Det kan man ikke fortænke dem i. Hvis man bor i en lille lejlighed med en familie, så kan jeg godt forstå, at de gerne vil her op, hvor der er lidt luft. Det er rent menneskeligt. Det er klart, at risikoen for os bliver større, men det her skal jo også være, så folk kan være tjent med det, siger han.

Også den daglige leder af turistkontoret på Fur, Arved Michelson, har bemærket det. Han har selv sommerhus på Fur og har kunnet se, hvordan der er blevet liv i sommerhusene.

Han bemærker også, at det i høj grad er sommerhusejerne selv, der har indtaget deres sommerhus.

- Men det er ikke turister, der kommer, for alt er jo lukket ned her oppe, og det ved de godt, dem, der kommer. Og de mærker det også allerede på færgen, hvor der ikke er den normale kontakt ved betalingen, siger Arved Michelson.

Han er selv et aktivt friluftsmenneske og har mødt andre, der har været ude i naturen på Fur.

- Når man holder afstand og er ude i naturen, så synes jeg, det er i orden. Det har været grupper på maksimalt tre personer, og når de går forbi, så holder de afstand. Folk på øen er meget bevidste om det - også når de handler, siger han.

Norddjurs Kommune har taget et skridt videre og anbefalet turister og andre at vente med at besøge Anholt, til coronakrisen er ovre. Men det er noget andet med Fur, mener Arved Michelson.

- Jeg har fuld forståelse for, at de har lukket Anholt ned på den måde, for der har man en gennemsnitsalder på 65, men på Fur er folk væsentlig yngre, siger han.

På pressemødet mandag eftermiddag var statsminister Mette Frederiksen (S) meget tydelig om rejseaktivitet internt i Danmark - også i påsken.

- Vi bliver nødt til at holde os mere hjemme i påsken, end vi plejer at gøre, så smitten ikke bliver spredt fra landsdel til landsdel. Man skal ikke rejse en masse rundt inden for Danmark, selvom jeg har meget stor forståelse for, at man gerne vil benytte påsken til at komme af sted i sommerhus eller på anden vis. Men vi har brug for, at man holder aktiviteten nede. Vi overvejer som regering også at indføre en eller anden restriktion for rejseaktivitet, hvis det ikke skulle blive efterlevet, sagde hun.

 

Retningslinjer for debatten
  • Del på Twitter
  • Del på LinkedIn
  • Del på email

Mest læste

Avisannonce

Seneste Lokalt

Forsiden lige nu

Seneste sport

Seneste 112

Seneste ind-/udland