Ritzau Sport

Stærk Vingegaard udbygger føring med sejr på kongeetape

Cykelrytteren Jonas Vingegaard er i storform. Den danske Jumbo-Visma-rytter tog fredag sin anden etapesejr i det italienske etapeløb Settimana Internazionale Coppi e Bartali, da han vandt løbets kongeetape i San Marino.

Dermed konsoliderede den 24-årige dansker samtidig sin føring i det samlede klassement før lørdagens afsluttende etape.

Fredagens etape foregik i San Marino, hvor en stærkt kuperet rundstrækning tappede feltet for energi.

Men flyvende Vingegaard havde flest kræfter i behold, og på trods af at han egentlig bare skulle forsvare sin føring, ville han også kæmpe med om etapesejren. Det hele blev afgjort i en spurt, hvor danskeren altså var hurtigst.

Astanas Javier Romo kom ind på andenpladsen, mens australieren Nick Schultz blev nummer tre.

Lørdagens afsluttende etape er en flad rute, som meget vel kan ende i en massespurt. Alt tyder altså på, at Vingegaard ender som samlet vinder af løbet.

I slutningen af februar vandt han en bjergetape i World Tour-løbet UAE Tour, og han imponerede stort i sidste års Vuelta a España som en vigtig hjælperytter for vinderen Primoz Roglic.

I 2019 vandt Vingegaard en etape i Polen Rundt, mens han blev samlet nummer to i PostNord Danmark Rundt.

De danske landevejsryttere har fået en fantastisk indledning på 2021, som har budt på flere store sejre.

Foruden Vingegaards tre triumfer i år har Mads Pedersen vundet Kuurne-Bruxelles-Kuurne, Magnus Cort en etape i Paris-Nice, Mads Würtz Schmidt en etape i Tirreno Adriatico og Andreas Kron åbningsetapen i Catalonien Rundt.

/ritzau/

Jonas Vingegaard er nu oppe på tre etapesejre i år, og lørdag ender han formentlig som samlet vinder af Settimana Internazionale Coppi e Bartali. (Arkivfoto)
Jonas Vingegaard fortsatte fredag sin flotte start på 2021-sæsonen.