Gå til hovedindhold
Ritzau Kriminalitet

Statsadvokat vil have straffet otte mænd for at mødes i kælder

29-05-2020 KL. 12:35
  • Del på Twitter
  • Del på LinkedIn
  • Del på email

At otte mænd i marts sidste år samledes i en kælder med et pokerbord og drak en del alkohol, er en lovovertrædelse, der skal give fængsel, påstår anklagemyndigheden.

Nu kommer Østre Landsret til at afgøre, om mændene gjorde noget galt, da de mødtes i en kælder i Griffenfeldtsgade på Nørrebro i København. Var der faktisk tale om, at samværet var et forsøg på at videreføre den forbudte banden Loyal To Familia?

Københavns Byret frifandt for nylig de otte, men Statsadvokaten i København er ikke tilfreds og har besluttet at anke.

En af forsvarerne i sagen, advokat Tyge Trier, mener, at det var en fejl overhovedet at rejse sagen.

- Det var efter min vurdering ikke bare en skævert fra Københavns Politis side, men et eksempel på, at man skød helt forbi, siger han.

- Forklaringen kan være, at man reagerer på et stærkt politisk ønske om at slå hårdt ned på personer knyttet til en bande. Ved lovens stramning i 2018 holdt Justitsministeriet i den grad døren åben for brug af bestemmelsen, så det nærmest blev et tag-selv-bord. I den situation kræver det, at man i politi og anklagemyndighed bruger sin sunde fornuft, siger Tyge Trier.

Byretten lagde vægt på, at flere af mændene er vokset op sammen og er barndomsvenner. Kælderen er indrettet til fester og rummer for eksempel et pokerbord. Da betjente den aften dukkede op, var der tomme vodkaflasker, og nogle af mændene var ret fulde.

Desuden spiller det en rolle, at der i kælderen ikke var LTF-symboler af nogen art, fastslog byretten.

Men det bliver altså ikke det sidste ord. Statsadvokaten har fulgt en indstilling fra Københavns Politi om at gå videre.

- Vi har anket, fordi vi mener, at der er rimelig udsigt til et andet resultat i landsretten. Der er tillige tale om et retsområde uden meget retspraksis. Det er også et forhold, der taler for anke, siger vicestatsadvokat Anders Riisager.

/ritzau/


Retningslinjer for debatten
  • Del på Twitter
  • Del på LinkedIn
  • Del på email

Mest læste

Avisannonce

Seneste

Forsiden lige nu

Seneste sport

Seneste 112

Seneste ind-/udland