Gå til hovedindhold
Ritzau Indland

Statsminister hylder kvinde der blev dræbt af formodede terrorister

12-01-2019 KL. 14:45
  • Del på Twitter
  • Del på LinkedIn
  • Del på email

Dobbeltdrabet på 24-årige Louisa Vesterager Jespersen og hendes norske veninde, Maren Ueland, har rystet hele landet.

Det siger statsminister Lars Løkke Rasmussen (V), der lørdag eftermiddag deltager i bisættelsen af kvinden i Fonnesbæk Kirke ved Ikast.

- Tabet af jeres datter har ramt os alle, siger statsministeren henvendt til forældreparret.

Han har bedt om ordet, efter at sognepræst Torben Pedersen har holdt sin prædiken.

- Vi deler sorgen og vreden over hendes alt for tidlige og meningsløse død. For hvad havde hun egentlig gjort? Hvad kan få nogen til at tage livet af hende, af to piger, på den måde. Det forstår vi ikke, siger statsministeren.

17. december blev Louisa Vesterager Jespersen og hendes veninde fundet dræbt nær deres telt i Atlasbjergene i Marokko.

Marokkansk politi efterforsker sagen som terror og har foretaget adskillige anholdelser i sagen.

- Hun havde livet for sig og livet med sig. Hun strålede. Det behøver man bare se på et billede af hende for at se.

- Vi kan alle se, at hun havde en positiv tilgang til livet. Hun havde mod på livet. Det skal vi nu bære videre, siger Lars Løkke Rasmussen.

Selv om sorgen og vreden fylder lige nu, skal vi ikke give afkald på, hvad vi står for, lyder det fra statsministeren.

- Selv om sorgen er ubærlig, så må vi ikke bukke under. Vi skal huske hinanden på, hvem vi er, hvad vi er rundet af og står for: Det frie liv, hvor man kan være den, man er, siger Lars Løkke Rasmussen.

- På Danmarks og på regeringens vegne vil jeg udtrykke min dybeste medfølelse og love, at Louisa aldrig bliver glemt, lyder det, inden kisten bæres ud af kirken.

Op mod 430 personer er lørdag eftermiddag mødt op for at tage den sidste afsked med Louisa Vesterager Jespersen.

Hun er født, opvokset og konfirmeret i Ikast, men studerende på et norsk universitet.

/ritzau/

Retningslinjer for debatten
  • Del på Twitter
  • Del på LinkedIn
  • Del på email

Mest læste

Avisannonce

Seneste

Forsiden lige nu

Seneste sport

Seneste 112

Seneste ind-/udland