Gå til hovedindhold
Lokalt

Stort skulderklap: Senia er blandt Danmarks bedste butikschefer

29-06-2020 KL. 09:52
Empty

Senia Nørgaard Andersen fra Aldi i Skive er nomineret til Danmarks bedste butiks- og varehuschef. Privatfoto

  • Del på Twitter
  • Del på LinkedIn
  • Del på email

Aldi-butikken på Holstebrovej i Skive har en af landets bedste og mest nytænkende butikschefer.

Det mener i hvert fald ZBC, der er en af Danmarks største erhvervsskoler, som i samarbejde med Dansk Erhverv og Dansk Handelsblad hvert år uddeler Danish Retail Award.

Butikschefen hedder Senia Nørgaard Andersen, og hun er med blandt de sidste ni kandidater til at vinde en af i alt tre priser.

Senia Nørgaard Andersen er blandt andet indstillet for sit gode købmandskab. Hun går benhårdt efter at jagte salg, og hun har fokus på at udvikle og engagere sine medarbejdere. Butikken kører rigtig godt, den er populær, og Senia Nørgaard Andersen har mange trofaste kunder.

Selv tager hun nomineringen som et kæmpe skulderklap.

- Det er en stor ære at være blandt de sidste ni. Det er helt vildt, og det er det største inden for dansk detailhandel, derfor skulle jeg også lige fordøje nyheden, da jeg fandt ud af, at jeg var nomineret, siger Senia Nørgaard Andersen.

26-årige Senia Nørgaard Andersen er uddannet salgsassistent og bor til dagligt i Holstebro.

Hun er forholdsvis ny butikschef i Aldi Skive, da hun kom til butikken den 1. april.

Men hun havde ikke brug for tid til at falde til, for de første to måneder blev hun anerkendt med prisen for månedens butik i regionen.

Inden da var hun i Aldi i Holstebro, men hun havde brug for nye udfordringer.

- Butikken i Skive er noget større end i Holstebro, og der er også lidt flere ansatte her, så det var en god mulighed for at udvikle mig, siger Senia Nørgaard Andersen, der er chef for 15 ansatte i butikken i Skive.

Senia Nørgaard Andersen er generelt en kvinde med ambitioner, og hun lægger ikke skjul på, at karrieren ikke skal stoppe ved titlen som butikschef.

- Min drøm er at blive distriktschef og at have ansvaret for flere butikker, fortæller hun.

Nomineringen betyder, at ZBC på et tidspunkt inden længe kommer og interviewer Senia Nørgaard Andersen om hende selv og hendes butik.

Derefter er der en jury, der skal finde frem til de tre vindere. Og hvis Senia Nørgaard Andersen er blandt vinderne, skal hun til København for at få overrakt beviset.

- Jeg er meget spændt på, hvordan det kommer til at gå, for jeg er oppe mod nogle dygtige konkurrenter. Men bare det at være nomineret er jeg stolt over, og jeg ser det også som et tegn på, at Aldi er glade for mig og gerne vil beholde mig, siger Senia Nørgaard Andersen.

Selve prisoverrækkelsen finder sted den 18. september, og prisvinderne får en studietur med alt betalt til New York.

Retningslinjer for debatten
  • Del på Twitter
  • Del på LinkedIn
  • Del på email

Mest læste

Avisannonce

Seneste Lokalt

Forsiden lige nu

Seneste sport

Seneste 112

Seneste ind-/udland