Stue og førstesal udbrændt: To lejligheder hærget af brand (+video)

Foto: Michael Hald Pedersen
Brandvæsenet kæmpede mandag morgen med at få kontrol over en brand i en etageejendom på Jernbanegade i Roslev.
To af de fire lejligheder på grunden stod ikke til at redde, men brandmændene sørgede for, at ilden ikke spredte sig til de to nabolejligheder.
Det fortæller indsatsleder ved Nordvestjyllands Brandvæsen, Jesper Ørum, der mandag klokken otte stadig var i gang med slukningsarbejdet.
- Der var ild op i gennem taget, da jeg ankom, og brandmændene fra Durup var allerede ankommet.
- Der er så meget styr på det nu, at det kun brænder i taget. Ilden kan ikke sprede sig mere. Stue og førstesal er udbrændt, siger Jesper Ørum.
Han vurderer, at de to lejligheder, der er udbrændt, har været under renovering.
I de to nabolejligheder var beboerne ikke hjemme, oplyser indsatslederen.
I alt seks køretøjer fra brandvæsenet er til stede i Roslev for at slukke branden. Fra Skive er der blevet tilkaldt en brandbil med lift for at kunne fjerne taget.
Brandvæsenet modtog alarmen om brand klokken 6.55.
Voldsom brand i Jernbanegade i Roslev from Skive Folkeblad on Vimeo.