Gå til hovedindhold
Sport

Succestræner tager et år mere hos kvinderne

01-04-2020 KL. 14:12
Empty

Bruno Hansen (bagerst til venstre) tager et år mere i Skive fH. På billedet er han sammen med sit hold i gang med at fejre den trejde oprykning på stribe.
Arkivfoto: Steen Don

  • Del på Twitter
  • Del på LinkedIn
  • Del på email

Der findes vel næppe en håndboldtræner i Danmark, der har haft ligeså meget succes på seniorsiden de seneste år som Skive fH’s Bruno Hansen. Tre sæsoner i træk har han ført sit kvindehold til oprykning, og det betyder, at tilværelsen i Serie 1 på rekordtid er blevet udskiftet med en plads i 2. division efter sommerferien.

Det nye kapitel bliver også med Bruno Hansen ved roret, efter parterne er nået til enighed om en ny aftale.

- Det var en af dem, der lå lige til højrebenet. Det var en af de nemmere forhandlinger, siger direktør Peter Andersen og uddyber.

- Man kan ikke fjerne ordet succes, når man taler om Bruno Hansen i Skive fH i de seneste år. Nu er holdet rykket i 2. division, og det skal han i den grad også have lov til at forfølge, understreger han.

Heller ikke for hovedpersonen har det været en svær beslutning at skulle fortsætte samarbejdet.

- Det var der ikke meget tvivl om. Det er spændende med de unge piger, der gerne vil det her. Det er altid sjovt at arbejde med, siger Bruno Hansen.

ny assistent

Hvem, der er til rådighed til den kommende sæson, har han imidlertid ikke overblik over endnu. Det fik den bratte afslutning på sæsonen forpurret.

- Vi går bare og venter på at komme i gang igen. Det er fint nok med en pause, men jeg håber, at der om en måneds tid er løsnet op igen, så vi kan få lidt sommertræning. Men jeg er knap nok klar over, hvem der er her. Det har vi ikke fået snakket om. Det skulle vi have brugt perioden nu her på. Så vi må se, hvem der dukker op, lyder det med et grin fra cheftræneren.

Det er dog sikkert, at en af de bærende kræfter, Rikke Vestergaard, er med. Hun kommer fremover til at indtage en rolle som spillende assistenttræner. Den hidtidige assistent Francesco Castaldo har forladt skuden, og derfor var det oplagt at udnytte Vestergaards kompetencer.

- Det, synes jeg, er super. Jeg har selv været med til at foreslå det. Hun kan bidrage med en masse omkring angrebsspillet især, og allerede i år har jeg trukket lidt på hende. Så det er meget naturligt, at det bliver sådan, siger Bruno Hansen.

At Rikke Vestergaard har erfaring fra ligahåndbold skinner tydeligt igennem.

- Det kan man godt mærke. Hun kan se nogle ting, som vi andre ikke altid ser. Samtidig står hun midt inde i det, og så er hun også god til at rådgive de unge, lyder det fra cheftræneren.

Udover udskiftningen på assistenttrænerposten, kommer der yderligere en tilføjelse, idet Jonas Fangel bliver tilknyttet holdet i en ny funktion som team manager.

Retningslinjer for debatten
  • Del på Twitter
  • Del på LinkedIn
  • Del på email

Mest læste

Avisannonce

Seneste Sport

Forsiden lige nu

Seneste sport

Seneste 112

Seneste ind-/udland