Erhverv

Supermarkeds-kæde vil bygge en helt ny butik i Skive-bydel

Butikskæden Aldi vil bygge en dagligvarebutik på Egerisvej i Skive over for Rema 1000-butikken på Brårupvej.

Her har Brårup Maskinfabrik haft til huse i mange år. Planen er at rive maskinfabrikken ned og erstatte den med en butik på 1.200 kvadratmeter - godt og vel samme størrelse som Rema-butikken på den anden side af vejen.

Aldi har lavet aftale om køb af maskinfabrik-ejendommen, hvis Skive Byråd godkender byggeriet af en dagligvarebutik på stedet.

Aldi har fået virksomheden Cowi til at analysere mulighederne.

Ifølge Cowi er den sydlige del af Skive underforsynet med dagligvarebutikker, og en placering af en mere ved krydset mellem Brårupvej og Egerisvej er det bedst egnede sted, da det ligger tæt på de store veje Egerisvej og Brårupvej.

Cowi peger i øvrigt på, at der er ved at blive etableret et boligområde på den tidligere elværksejendom lige nord for maskinfabrikken, og at boliger og fabrik er en uheldig kombination, da boliger kan blive generet af støj. Samtidig betyder nye boliger i området, at efterspørgslen efter dagligvarer vil stige.

Cowi vurderer, at en dagligvarebutik på ejendommen vil gøre området mere attraktivt.

Borgerne vil få et bredere udbud af dagligvarer, hvilket vurderes at ville gavne bosætningen.

En ny dagligvarebutik kommer hovedsagelig til at hente omsætning fra tilsvarende butikker i nærområdet.

Cowi vurderer, at en Aldi på Egerisvej vil koste Rema-butikken overfor 10 millioner kroner i omsætning pr. år. Fakta og de øvrige butikker på Egeris Torv kan miste 5-10 millioner kroner pr. år.

Fakta på Dalgas Torv kan miste op mod fem millioner kroner pr. år. Dagligvarebutikker i Skives bymidte kommer også til at aflevere omsætning.

Butikken kan ikke etableres, uden at Skive Byråd justerer planlægningen for området og Skive Kommunes plan for detailhandel.

Aldi vil vente til senere med at uddybe.

- Det vi dog kan sige allerede nu er, at sydbyen i Skive er interessant for Aldi, da det er et område i vækst, og det er derfor naturligt for os at kigge i den retning, oplyser Louise Wendelbo, kommunikationschef for Aldi Danmark.

Aldi har nu en butik i City Vest i Skive.

Sådan skiteres en mulig Aldibutik på Egerisvej i Skive. Bliver butikken bygget, vil den dog formentlig blive bygget med røde teglsten, så den matcher omkringliggende byggeri.