Ritzau Udland

Svensk statsepidemiolog har fået AstraZeneca-vaccine

Den svenske statsepidemiolog Anders Tegnell har fået første stik med coronavaccinen fra svensk-britiske AstraZeneca.

Det siger han til den svenske avis Corren.

AstraZeneca-vaccinen, som Danmark har fjernet fra sit vaccinationsprogram, anbefales i Sverige til personer på 65 år og derover.

- Jeg vil gerne sende et vigtigt signal om, at AstraZeneca er en glimrende vaccine for personer på 65 år og derover, lyder det fra Tegnell.

65-årige Anders Tegnell er statsepidemiolog hos den svenske sundhedsstyrelse, Folkhälsomyndigheten.

Han blev særligt sidste forår et kendt ansigt, da han var med til at tegne den svenske strategi i kampen mod coronavirus. Sverige havde noget mere lempelige restriktioner end i store dele af resten af Europa.

AstraZeneca-vaccinen er blevet droppet af Danmark, mens en del andre lande har indført særlige aldersgrupper for brug af vaccinen.

Årsagen er en bekymring for mulige alvorlige bivirkninger. Det drejer sig om sjældne tilfælde af blodpropper med et lavt antal blodplader.

/ritzau/TT

Statsepidemiolog Anders Tegnell er blevet et kendt ansigt i Sverige under coronapandemien (Arkivfoto).