Gå til hovedindhold
Debat

Talerør for folk eller fæ?

10-10-2018 KL. 13:29
  • Del på Twitter
  • Del på LinkedIn
  • Del på email

Man kan sikkert kritisere Skive Folkeblad for mangt og meget, også ind imellem for kritisabel budbringer-journalistik. Ingen nævnt ingen glemt.

Skive Folkeblad har siden 1968 været egnens eneste lokalavis, og er - selv i en digital tidsalder - stadig en central, lokal informant om stort og småt på Skiveegnen.

Oprindelsen er en glorværdig fortid som partiavis for først Det Forenede Venstre, hvor Det Radikale Venstre i 1905 bryder ud.

Den daværende formand, senere chefredaktør for Skive Folkeblad, Carl Hansen, skriver i 1908 Skive-programmet, Skive-radikalismens monument.

Skive Folkeblad var en central medspiller, da Skive var radikalismens højborg, og er nu blevet til en lokal partiavis, hvor den nuværende chefredaktør i Danske Medier 20. maj 2016 kunne erklære, at der ikke er nogen fremtid for en gammeldags partiavis. Men Skive Folkeblad » ... kan tilbyde en lokal stofmængde og mangfoldighed, som borgerne ikke kan få andre steder.«

Det var store, velmente og i 2016 dækkende ord for Skive Folkeblad.

Så blev den daværende formand for Skive Folkeblad, Poul E. Christensen, i 2017 som bekendt kuppet af den radikale byrådskandidat Bent Dyrberg, som også med nød og næppe havde held til at blive valgt til byrådet ved kommunalvalget i 2017. Af flere mistænkt for at være fordækt Venstremand, hvad han da også mest af alt lignede ved konstitueringen.

Kombinationen af Dyrberg som lokalpolitiker og formand for Skive Folkeblad skulle vise sig at være en giftig cocktail. Han skrev en mail som avisens formand til chefredaktør Ole Dall og journalist Merete Just. Det fremgik her, at han foretrak en journalistisk artikel trukket tilbage.

Det var en artikel om ansættelsen af nogle ungdomskonsulenter, som blev kritiseret for, at de ikke havde erfaring med at løse de tunge sociale problemer, de skulle ud og arbejde med. Den ene af ungdomskonsulenterne var søn af den daværende direktør for kultur- og familieforvaltningen Per Nors.

En lang række lokalpolitikere i kommunens økonomiudvalg, herunder den socialdemokratiske viceborgmester, Peder Chris­tensen, var på Per Nors’ vegne utilfredse med den journalistiske dækning af dette emne, ledsaget af en erklæret boykot af journalisten.

Man kan sige, at den lokalpolitiske aktion mod en kritisk skrivende journalist var og er et helt klart angreb på den journalistiske ytringsfrihed.

Men at den radikale formand for avisen også tillod sig i en mail til chefredaktør og journalist at blande sig i redaktionsprocessen, det må nok siges at have sprængt nogle rammer for, hvad man politisk kan tillade sig over for den nødvendigvis kritiske og dybdeborende journalistik.

Bent Dyrberg trak sig / blev gået i september som formand for Skive Folkeblad.

Vi må alle håbe, at han har været et eksempel til skræk og advarsel. En radikal, Venstre-sabotør af pressefriheden. Med et socialdemokratisk topmål af efterfølgelse.

Hvor er vi henne, hvis den slags skulle blive accepteret?

Trump og hans slæng kunne ikke have gjort det bedre.

Grethe Breum,

Hesthave,

Åbakken 4,

7860 Spøttrup

Retningslinjer for debatten
  • Del på Twitter
  • Del på LinkedIn
  • Del på email

Mest læste

Avisannonce

Seneste Debat

Forsiden lige nu

Seneste sport

Seneste 112

Seneste ind-/udland