Gå til hovedindhold
Sport

Team coloQuick hyldede sin verdensmester

03-03-2020 KL. 16:20
Empty

Rasmus Lund havde fundet det store smil frem sammen med sin regnbuestribede trøje og VM-guldmedaljen. Foto: Steen Don

  • Del på Twitter
  • Del på LinkedIn
  • Del på email

Det danske banelandshold i 4000 meters holdforfølgelsesløb sikrede sig i den forgangne uge et fortjent verdensmesterskab på cykelbanen i Berlin efter at have sat tre verdensrekorder undervejs.

Det lokale islæt i den sammenhæng bestod af Rasmus Lund, der godt nok er fra Odense, men som til daglig er tilknyttet det Skive-baserede cykelmandskab Team coloQuick.

Verdensmestre hænger ikke på træerne, og derfor benyttede det lokale hold da også muligheden for at få hyldet holdets regnbuestribede helt.

Det skete tirsdag eftermiddag i coloQuicks lokaler på Holstebrovej i Skive, hvor blandt andre borgmester Peder Christian Kirkegaard var mødt op for at tage del i fejringen. Der blev holdt taler, ligesom finalen fra Berlin blev genset på storskærm.

Selv var Rasmus Lund glad for den hyldest, der ventede ham fra cykelholdet.

- Det er super, super fedt og virkelig flot af dem. Jeg er super taknemmelig for, at de gider støtte mig. Det er også vigtigt at give tilbage til sådan et hold som coloQuick, der tager hånd om os og giver os lov at til at udfolde os på bane også, sagde han.

At have en verdensmester i sin trup er noget specielt for et hold som coloQuick, understregede holdejer Brian Pedersen.

- Det betyder en masse. Det er jo cadeau til nogle af de ting, vi laver også. Det viser også, at vi kan tiltrække de største talenter til holdet, sagde han.

Tre ud af fire af rytterne på 4000 meter-holdet, Rasmus Lund, Frederik Rodenberg og Julius Johansen, er enten nuværende eller tidligere coloQuick-ryttere, og derfor kunne det heller ikke undgås at føles lidt som en coloQuick-triumf.

- Det er da bestemt. Vi er stolte af vores ryttere, når de er her, men vi er også stolte, når de vinder efterfølgende - og føler os også som en del af det. Det betyder også rigtig meget for dem omkring holdet, og også for de nye ryttere. De kan se, at det godt kan lade sig gøre at komme den her vej videre i karrieren. Det er en del af hele konceptet, at hvis vi kan få opbygget sådan et ry, at det er her, man kommer videre, så bliver det alt andet lige meget nemmere at tiltrække nye talenter, lød det fra Brian Pedersen.

Hyldestrækken fortsætter for Rasmus Lund og de øvrige danske verdensmestre. Onsdag står den på rådhuspandekager på Københavns Rådhus.

Retningslinjer for debatten
  • Del på Twitter
  • Del på LinkedIn
  • Del på email

Mest læste

Avisannonce

Seneste Sport

Forsiden lige nu

Seneste sport

Seneste 112

Seneste ind-/udland