Gå til hovedindhold
Avisen Mener

Terror igen mod Vestens værdier

13-12-2018 KL. 13:15
  • Del på Twitter
  • Del på LinkedIn
  • Del på email

I Frankrig er listen over mulige, farlige terrorister på 20.000 navne. 4000 af dem skønnes at være farlige.

Det er i sig selv chokerende tal, og det vidner om den opgave, som fransk politi og efterretningstjeneste har med at forhindre ny terror. Tirsdag aften gik det galt.

Terroristen Cherif Chekatt fik adgang til julemarkedet i Strasbourg, råbte på arabisk Allahu Akbar (Gud er stor) og skød så løs på tilfældige borgere ved det historiske marked. Mindst tre blev dræbt og mange såret ved terrorhandlingen. Terroristen jagtes nu over hele Frankrig og i Tyskland.

For to år siden var der også et islamistisk terrorangreb på et julemarked - i Berlin, hvor 12 blev dræbt og 48 såret.

- Terroristerne ønsker at forårsage maksimal psykisk lidelse, ikke bare for de umiddelbare ofre, men også ud over denne gruppe. At angribe et julemarked - et symbol på den kulturelt vigtigste tid i Vesten - gør netop det. Julen er en kristen højtid og som sådan fristende at angribe for islamister. Ved at angribe et marked netop i denne tid signalerer islamisterne klart, at de ønsker at angribe selve det religiøse og kulturelle grundlag for vestlige samfund, siger Bernhard Blumenau fra center for studier i terror og politisk vold ved det skotske universitet St. Andrews til Kristeligt Dagblad.

Hans svar er samtidig til bekymrede borgere, at de ikke skal lade frygten vinde men møde op til julemarkederne overalt i Europa.

Frankrig har tidligere været hårdt ramt af terror - tidligere i år blev fem dræbt ved knivangreb i Paris, og i 2015 blev 130 dræbt i Paris, da blandt andet et musikspillested blev angrebet. Igen et forsøg på at ramme vestlig livsglæde. Året efter var det strandpromenaden i Nice, der blev ramt med 86 dræbte, da en lastbil bevidst kørte ind i en folkemængde.

Frankrig, Tyskland, England, Spanien, Belgien, Danmark, Sverige og andre europæiske lande er blevet ramt af terror, og det er en stor opgave for politi og efterretningstjeneste at forsøge at forhindre ny terror. Heldigvis lykkes opgaven ofte, men det gør smerteligt ondt, når terrorister når at udløse deres dødsvold.

Den nu jagtede terrorist er under 30 år, men har fået 27 domme - især for røveri i flere europæiske lande. Han blev udvist til Frankrig, og det vidner igen om, at der er massive problemer i terrorbekæmpelsen, fordi kriminelle elementer kan skjule sig under radaren i Europa i belas­tede miljøer - alt imens Europas ydre grænser er faldet, og ghettodannelser i de enkelte lande også medfører, at der er mange terrormistænkte som er vokset op i Europa.

Terroraktionen på julemarkedet i Strasbourg minder os alle om, at der fortsat er en stor terrortrussel i Europa. Vi skal ikke lade frygten sejre, for så vinder terroristerne, men Europas borgere må også forvente, at der over en bred front og i stærkt samarbejde sættes ind over for den grænseløse terror.

Det handler blandt andet om at få styr på de ydre grænser, styr på illegal indvandring, stop for menneskesmugling, indsats mod ghettodannelser, bedre udvisningsmuligheder ud af Europa ved justering af konventioner og så videre.

Vestens afgørende værdier - herunder friheden til at tro, tænke og skrive frit, ligestillingen og livsglæden - skal forsvares.

O.D.

Retningslinjer for debatten
  • Del på Twitter
  • Del på LinkedIn
  • Del på email

Mest læste

Avisannonce

Seneste Avisen Mener

Forsiden lige nu

Seneste sport

Seneste 112

Seneste ind-/udland