Gå til hovedindhold
Sport

Thomas Dalgaard forlader SIK og tager til Silkeborg

10-07-2018 KL. 19:30
Empty

Thomas Dalgaard tager et skridt ned i fodboldkarrieren med skiftet til Silkeborg KFUM. Arkivfoto: Steen Don

  • Del på Twitter
  • Del på LinkedIn
  • Del på email

Det bliver Danmarksserieklubben Silkeborg KFUM, der i fremtiden får glæde af angriberen Thomas Dalgaard. Det bekræfter hovedpersonen selv over for Skive Folkeblad. I Silkeborg KFUM får Dalgaard en pakke, der hænger bedre sammen med at være bosiddende i Aarhus.

- Det er på mange måder trist at træde ud af divisionssystemet, men jeg er også blevet ældre, og i Silkeborg vil det hænge sammen med et andet arbejde. Jeg kommer til at arbejde for Bet25 og spille fodbold ved siden af, siger Thomas Dalgaard.

Skive IK havde ellers tilbudt den blonde frontmand en ny kontrakt, men den valgte Dalgaard at sige nej til.

- Det gjorde jeg lidt af flere grunde. For det første bor jeg i Aarhus, så det kan bedre hænge sammen med at køre, og jeg kan få arbejdet ved siden af fodbolden til at passe bedre ind i det. Og så var tilbuddet fra Skive et økonomisk dårligt tilbud, hvis man skal være lidt grov. Jeg kunne bare ikke få det til at gå op på samme måde som i Silkeborg, siger angriberen.

Sportschefen i Skive IK, Rasmus Brandhof, bekræfter også, at der har været et konkret tilbud på bordet til Thomas Dalgaard.

- Han fik et tilbud, som han sagde nej til, hvor vi havde tilbudt noget helt anderledes, end hvordan det tidligere har set ud. Men i og med at vi har tilbudt ham en kontrakt, er vi selvfølgelig altid trætte af det, når folk takker nej. Sådan er det, og vi har forståelse for hans situation og ønsker ham alt det bedste, siger Rasmus Brandhof.

Spændende projekt

I Silkeborg KFUM har man taget rejsen fra Serie 1 og nu til Danmarksserien, men her stopper ambitionerne ifølge Thomas Dalgaard ikke.

- Det er et spændende hold, der er rykket op, og de vil gerne op i divisionerne. Jeg har snakket en del med Ove Christensen, som også er en del af projektet, og han syntes, at det kunne være spændende at få mig med. Det er endt med, at det skulle være det, fordi det samlet passede bedst til min situation, siger 34-årige Dalgaard, som også har store forventninger til sin nu forhenværende klub i den kommende sæson.

- Jeg tror da på, at der kommer et fornuftigt hold i Skive igen, som forhåbentligt kan rykke op. Nu har jeg personligt været i Skive et par gange, så man skal aldrig sige aldrig, om jeg vender tilbage igen på et tidspunkt. Måske som træner i fremtiden. Jeg overvejer at gå den vej, som Martin Thomsen er i gang med, siger Thomas Dalgaard.

Retningslinjer for debatten
  • Del på Twitter
  • Del på LinkedIn
  • Del på email

Mest læste

Avisannonce

Seneste Sport

Forsiden lige nu

Seneste sport

Seneste 112

Seneste ind-/udland