Lokalt

TIB: Vestjylland har brug for uddannelse

Uddannelse er vejen frem, hvis man skal sikre et sundt arbejdsmarked og driftigt erhvervsliv i det vestjyske.

Sådan lød budskabet fra formand Lars Christensen, da TIB Vestjylland holdt generalforsamling.

Afdelingen dækker området omkring Skive, Mors, Thy, Holstebro, Ringkøbing og Skjern.

- Regeringen gør intet som helst for at kvalificere de ledige. Dermed stiller den vores landsdel, hvor store dele af arbejdsstyrken er uden uddannelse, meget dårligt i fremtiden, sagde Lars Christensen fra Tæbring på Mors til de fremmødte TIB-medlemmer på Hotel Schaumborg i Holstebro.

Han langede blandt andet ud efter regeringens krav om, at ledige i dag skal sende minimum fire ansøgninger af sted om ugen. Uanset om der er relevante job at søge.

- I stedet for at sende ukvalificerede ansøgere rundt til hovedløs jobsøgning og få det ene afslag efter det andet, burde man give disse en mulig økonomisk tilgang til at uddanne sig tilbage til arbejdsmarkedet, påpegede TIB-formanden i sin skriftlige beretning.