Gå til hovedindhold
Lokalt

Tidligere ansatte hos Hjemmeplejen Limfjord: Hanne og Trine må holde ferie uden løn

14-01-2018 KL. 11:19
Empty

Fra venstre: Hanne Revsbech og Trine Søgaard var loyale medarbejdere hos Hjemmeplejen Limfjord lige til det sidste, men må i dag konstatere, at de endnu ikke har set en krone af deres feriepenge i dette ferieår. Foto: Lindy Jørgensen

  • Del på Twitter
  • Del på LinkedIn
  • Del på email

Social- og sundhedshjælper Hanne Revsbech og pædagog Trine Søgaard er to af de i alt 33 tidligere ansatte hos Hjemmeplejen Limfjord, som har været nødt til at holde ferie uden løn, fordi Hjemmeplejen Limfjord ikke har været i stand til at udbetale feriepenge.

Den langtrukne og uvisse situation har skabt bekymring og frustration hos Hanne Revsbech og Trine Søgaard og deres familier.

- Det er skideærgerligt for at sige det på godt jysk. Det er i hvert fald en situation, som vi havde håbet på ikke at komme i, siger 53-årige Hanne Revsbech.

Hun har været ansat hos Hjemmeplejen Limfjord i seks år helt frem til lukningen 1. september sidste år.

Hanne Revsbech har indtil videre holdt en enkelt uges ferie uden feriepenge.

31. januar skal hun med familien på tre ugers drømmeferie til Filippinerne.

Og med skifterettens nylige afgørelse, der giver Hjemmeplejen Limfjord en frist frem til 7. februar til at rekonstruere det konkurstruede firma, er Hanne Revsbech nu nødt til at tage på drømmeferien, uden at der er gået feriepenge ind på kontoen.

Det er FOA, der har indgivet konkursbegæringen på vegne af de 33 tidligere ansatte.

Men så længe skifteretten ikke erklærer Hjemmeplejen Limfjord konkurs, kan Lønmodtagernes Garantifond ikke gå ind i sagen og udbetale erstatning for de manglende feriepenge. Skifterettens afgørelse har vagt dyb undren helt op i toppen af FOA.

Hanne Revsbech har lidt opsparing til at stå, så hun heldigvis kan komme af sted til Østen alligevel.

- Det har været planlagt i næsten to år. Hvis vi ikke havde penge på bogen, kunne det ikke lade sig gøre, siger hun.

- Det er træls, at man skal bruge sin opsparing på de feriepenge, man egentlig skulle have haft.

Både Hanne Revsbech og Trine Søgaard er vidende om, at kollegaer har været nødsaget til at tage lån.

- Nogle har måttet optage lån for at kunne få det til at hænge sammen, siger 36-årige Trine Søgaard.

Mens Hanne Revsbech og ægtefællens børn er flyttet hjemmefra, har Trine Søgaard to mindre børn og en mand, som der gerne skulle være både tid og penge til at holde ferie sammen med.

Trine Søgaard har på nuværende tidspunkt afholdt det meste af sin ferie i indeværende ferieår - og altså uden løn.

Det har kunnet lade sig gøre på grund af en forstående bank, som har udvidet kassekreditten, og nogle forældre, som har hjulpet Trine, der har været hos Hjemmeplejen Limfjord i 3,5 år.

- Jeg gik faktisk sygemeldt en del til sidst på grund af alt det her, men kom kortvarigt tilbage, inden det lukkede helt ned, fortæller Trine Søgaard, som ikke lægger skjul på, at situationen har givet hende panderynker.

- Jeg synes ikke, at det er rimeligt, at vi står i en situation, hvor vi mangler penge på vores konto, siger hun og tilføjer:

- Det giver bekymring. Uvisheden. Hvornår kommer de penge? Om en uge eller om et år?

- Vores restferie skal vi jo holde inden 1. maj. Vi har lige haft jul også. For børnefamilierne er det da svært, siger Hanne.

- Vi har regninger, som skal betales, supplerer Trine.

Indehaver af Hjemmeplejen Limfjord, Karin Nielsen, der ikke ønsker at udtale sig til Skive Folkeblad lige for tiden, har en voldgiftssag kørende mod Skive Kommune, fordi hun mener, at kommunen uden gyldig grund har opsagt hende som fritvalgsleverandør.

Hvis Karin Nielsen vinder over Skive Kommune, vil hun have pengene til at betale feriepenge til sine tidligere ansatte. Et beløb på næsten én million kroner.

- Jeg synes, at det er urimeligt, at den voldgiftssag skal trække så langt ud. Vi ved godt, at det er den, Karin venter på, siger Hanne.

- Ja, det er jo den, der er afgørende for, at det hele kan køre videre, siger Trine.

Både Hanne og Trine er dog med på, voldgiftssagen også kan falde ud til Skive Kommunes fordel.

Og i sidste ende er det Karin Nielsen, der har det største ansvar for de manglende feriepenge, mener de to tidligere ansatte.

- Det er Karin. Det er der ingen tvivl om, siger Hanne.

Hanne og Trine slår fast, at de har været glade for at arbejde hos Hjemmeplejen Limfjord, hvor der var mange gode kollegaer.

- Vi blev der også for borgernes skyld. Vi blev der på grund af borgerne og kollegaerne, siger Hanne Revsbech.

Læs hele historien i Skive Folkeblad mandag

  • Del på Twitter
  • Del på LinkedIn
  • Del på email

Mest læste

Avisannonce

Seneste Lokalt

Forsiden lige nu

112

21-årig voldsmand på spil igen: Overfaldt kvinde to dage efter dom 21-årig voldsmand på spil igen: Overfaldt kvinde to dage efter dom

Seneste sport

Seneste 112

Seneste ind-/udland