Erhverv

Tidligere GreenLab-direktør anmeldt til politiet: - Anklagerne har intet på sig

Hanstholm Havn har nu anmeldt tidligere direktør for Energifonden Skive Steen Harding Hintze til politiet.

Steen Harding Hintze forlod ved udgangen af 2020 sit job i Energifonden Skive, hvor han stod bag udviklingen af GreenLab Skive, til fordel for et job som salgschef for Hanstholm Havn. Den 31. januar, mindre end fire uger efter første arbejdsdag, sagde Steen Harding Hintze sit job i Hanstholm op – han havde fået et job som udviklingsdirektør for Hirtshals Havn.

Hanstholm Havn har haft advokater til at se nærmere på forløbet for at sikre, at fortrolige strategiske oplysninger ikke er blevet lækket. Resultatet af denne undersøgelse, har ført til politianmeldelse til Midt- og Vestjyllands Politi.

– Vi har i samråd med vores advokat, arbejdsretsekspert Søren Ole Nielsen fra DAHL, undersøgt sagen. Hanstholm Havn har blandt andet foretaget en gennemgang af den bortviste medarbejders firmacomputer og kan konstatere, at der er videresendt fortrolige dokumenter til en privat Gmail-adresse. Dokumenterne omfatter blandt andet havnens udvikling, økonomi og strategi samt en række interne og fortrolige notater. Vi frygter derfor, at den bortviste medarbejder har foretaget en metodisk tilegnelse og kopiering af havnens forretningshemmeligheder med henblik på at kunne anvende dem i sin nye stilling hos en konkurrerende virksomhed. Dette er ifølge vores advokat en klar overtrædelse af Lov om forretningshemmeligheder, forklarer Hanstholm Havns direktør, Nils Skeby.

Steen Harding Hintze forstår skuffelsen i Hanstholm som følge af opsigelsen, efter Hirtshals Havn selv kontaktede Steen Harding Hintze og tilbød ham et direktør-job.

- Men Hanstholm Havns anklager har intet på sig, siger han.

Steen Harding Hintze bekræfter, at han har sendt dokumenter til sin private Gmail. Det skyldtes problemer med at få arbejdsmail til at fungere – problemer han oplyste om i Hanstholm.

- Det er aldrig blevet påpeget, at jeg ikke måtte bruge min private Gmail. Nils Skeby sendte også mail til den, oplyser Steen Harding Hintze.

Han har engageret to advokater til at håndtere Hanstholm Havns reaktion på hans opsigelse.

Steen Harding Hintze, direktør for Energifonden Skive, oplyser, at flere virksomheder viser interesse for at bygge her i GreenLab Skive i Kåstrup. Foto: Steen Don