Gå til hovedindhold
Ritzau Udland

Tidligere leder i baskiske ETA er anholdt efter års flugt

16-05-2019 KL. 10:30
Josu Ternera under en demonstration i 2002. Samme år udsendte Spaniens højesteret en international arrestordre mod ham.
  • Del på Twitter
  • Del på LinkedIn
  • Del på email

Josu Ternera, der er tidligere politisk leder i den baskiske løsrivelsesgruppe ETA, er tidligt torsdag blevet anholdt i Frankrig.

Det oplyser det spanske indenrigsministerium.

69-årige Ternera, hvis fulde baskiske navn er Jose Antonio Urrutikoetxea Bengoetxea, har været efterlyst i mere end 16 år. Spaniens højesteret udsendte i 2002 en international arrestordre mod ham.

Spanske myndigheder knytter ham til et blodigt angreb mod politikaserner i den nordlige spanske by Zaragoza tilbage i 1987.

11 personer blev dræbt i angrebet - heriblandt flere børn.

Spaniens indenrigsministerium oplyser, at Ternera blev anholdt "i de tidlige timer i dag (torsdag, red.) i Sallanches i de franske alper".

Gruppen ETA dræbte omkring 850 mennesker i sin væbnede kamp for løsrivelse af områder i Nordspanien og Sydvestfrankrig.

I maj sidste år meddelte gruppen, at den havde opløst sig selv.

Måneden forinden havde gruppen undskyldt for de lidelser, den har påført.

- Vi ønsker at vise vores respekt over for de døde, de sårede og de ofre, som ETA's handlinger førte med sig. Vi undskylder oprigtigt, lød det.

Josu Ternera stod bag meddelelsen, om at ETA var blevet opløst. Han var en af de mest indflydelsesrige skikkelser i gruppen.

Den spanske premierminister, Pedro Sanchez, er godt tilfreds med anholdelsen. Det siger han i en udtalelse.

- Endnu en gang har det fransk-spanske samarbejde vist sin effektivitet, lyder det fra den socialistiske premierminister.

ETA står for Euskadi ta Askatasuna, hvilket betyder "Baskisk hjemland og frihed".

ETA blev oprindeligt dannet som en ikkevoldelig gruppe den 31. juli 1959. I 1970'erne og 1980'erne førte de væbnet kamp for en uafhængig baskisk stat.

/ritzau/AFP

Retningslinjer for debatten
  • Del på Twitter
  • Del på LinkedIn
  • Del på email

Mest læste

Avisannonce

Seneste

Forsiden lige nu

Seneste sport

Seneste 112

Seneste ind-/udland