Sport

Tidligere Skive fH-ungdomsspiller vender hjem

Skive fH får i den kommende sæson tilgang af en spiller, som ikke risikerer at fare vild i gangene i det lokale halkompleks.

Det er nemlig en tidligere ungdomsspiller, der vender hjem til klubben, oplyser klubben fredag i en pressemeddelelse.

Navnet er Oliver Juhl Refsgaard, som skifter tilværelsen i Skjern Håndbold ud med sin tidligere klub.

Han huserede hos de blå fra som U12 til andenårs U14-spiller. Efterfølgende drog han til Skanderborg, inden turen altså gik til Skjern.

Men nu er det altså tid for stoholmeren til at vende tilbage til de tidligere græsgange fra ungdomstiden.

I ungdomsårene var Oliver Juhl Refsgaard en markant profil som bagspiller, men siden er han blevet omskolet til højre fløj, hvor hans solide venstrehånd altså kommer til sin ret.

Den nye Skive fH-spiller har underskrevet en kontrakt, der løber indtil sommeren 2023.

Fløjspilleren er 19 år gammel og måler 187 centimeter.

Læs mere om skiftet i Skive Folkeblad lørdag.

Oliver Juhl Refsgaard skifter tilbage til Skive fH. Foto: Skive fH